Jespers fiktioner

„Bernhard Ankersen.“

Betoningen fik ikke de to ord til at fremstå som et spørgsmål, men udstrålede alligevel en autoritet, som forventede et svar.

„Ja,“ sagde Bernhard hurtigt.

„Også kendt som ,Skorpionen'?“

Dommeren kiggede stift op over sine halvmåneformede briller på Bernhard fra sin pult. Brillestellet var i begge sider fæstnet til en neutral kæde, der som en guirlande hang langs begge sider af den midaldrende mands hoved.

„Ja,“ sagde Bernhard tørt.

Dommerens blik forblev rettet mod ham. Kun hans mund bevægede sig.

„Hvorfor?“

„Hvorfor hvad, hr.?“ spurgte Bernhard. Han var rolig i blikket, og havde begge hænder foldet bag ryggen.

„Hvorfor kaldes du ,Skorpionen'?“

„Det er ikke et navn jeg selv har valgt hr. Men det skyldes velsagtens min brod.“

En af domsmændene i venstre side af retssalen prøvede forgæves at undertrykke et grin, som i stedet blev til et dybt grynt. Hun slog flovt blikket ned og bed sig i læben.

Dommeren stirrede på Bernhard i tre lange, pinefulde sekunder, inden han igen slog blikket ned i dokumenterne foran sig. Bernhards blik var resolut rettet mod et punkt få centimeter over dommerens skaldede isse.

„Du har haft travlt under krigen, Skorpion,“ sagde dommeren og bladrede i stakken af papirer.

Bernhard nikkede, og rynkede brynene i det navnet blev nævnt.

Dommerens øjne vendte sig brat mod Bernhard, og det ene øjenbryn bevægede sig en næsten usynlig mængde opad.

„J-ja,“ stammede Bernhard. „Jeg mener ...“

„Tre ildspåsættelser, syv røverier og to drab,“ afbrød dommeren ham, „det er sandelig ikke så lidt.“

„Jeg har ikke gjort det,“ sagde Bernhard i en igen rolig tone, „jeg er uskyl-“

„Ja, ja,“ afbrød dommeren ham igen uden at kigge op fra papirerne, „du er uskyldig, ingen så dig gøre det, det var din identiske tvillingebror, de havde fortjent det, og så videre, og så videre.“

Bernhard måbede. Han kiggede rundt i retssalen. Fire bevæbnede vagter stod mellem ham og dommeren, foran pulten. De fem domsmænd stirrede hårdt på ham. Selv den kvindelige domsmand, som havde grint tidligere, lignede en det var klar til at kvæle ham med de bare næver.

Han tøvede mens dommeren bladrede endnu en gang.

„Hvad er det her?“ spurgte han.

„Dette er din strafudmåling, Skorpion,“ svarede dommeren tørt.

„Men jeg er ikke dømt!“ udbrød han og trådte et skridt nærmere pulten. Vagterne trådte som fire frådende spejlbilleder tættere på ham. Alle fire våben pegede nu mod ham. Han løftede hænderne foran sig, og tog hurtigt et skridt tilbage igen. Vagterne forblev hvor de var.

Dommeren sendte et kort blik mod domsmændende. „Hvad siger I?“ spurgte han henkastet.

Alle fem domsmænd strakte omgående højre hånd frem for sig, og strakte tommelfingrene i vejret.

„Hva-“ begyndte Bernhard, som nu var blevet rød i kinderne og ørerne.

„Thi kendes for ret: Bernhard ,Skorpionen' Ankersen er skyldig i forræderi mod sin storslåede nation, og sine stolte landsmænd. Han idømmes henrettelse ved skydning.“

„Henrettelse?“ udbrød Bernhard hårdt og slog hænderne ud til siden. Ingen svarede ham?

„Henrettelse?!“ råbte han denne gang. To af vagterne trådte frem imod ham, en med sit våben hævet, og den anden med våbnet hængende på ryggen. Vagten med hænderne fri greb ham i armen og skubbede ham foran sig mod udgangen fra retssalen.

Skorpionens protester og forbandelser fyldte luften, indtil døren til salen smækkede i bag ham. Dommeren vendte blikket mod de resterende fanger, som fyldte de fire bænke bagerst i lokalet.

„Næste.“

Bart lod rejsetasken falde til jorden og strakte ryggen. Temperaturen var faldet, og kun et par hundrede meter fremme lurede snegrænsen. Der var klar himmel og solen varmede hans hud. Han trak vejret dybt og lukkede øjnene med ansigten mod sollyset.

Han åbnede øjnene og betragtede passet, som delte bjergtinderne foran ham. To mænd til hest red i mod ham i et roligt tempo. Han lod instinktivt sin hånd hvile på det slidte men velholdte sværd ved sin side, mens han betragtede de to ryttere. De så ikke ud til at være svært bevæbnede. Han løftede hånden fra skæftet i hilsen til de to rejsende.

“Vær hilset,” sagde den ene, en mørkhåret ung mand med antydningen af stubbe, da de begge kom nærmere.

“Bjergets nåde være med dig,” sagde den anden næsten samtidigt. En ældre mand med det samme mørke hår og et slidt ansigt.

“Bjergets nåde med dig,” svarede Bart med et smil på læben.

“Nyt fra Stovel?”

“Den Hvide Hingst plyndrer fortsat landsbyerne mod vest,” den unge mand spyttede på jorden og fortsatte, “de siger at høsten er i fare for at slå fejl.”

Den ældre mand rystede sørgmodigt på hovedet med blikket mod jorden.

Foruroligende, men ikke overraskende, tænkte Bart. Med så mange soldater fra Stovel låst i endeløs kamp i Grænselandene har lovløse som Den Hvide Hingst frit lejde mod nord.

Bart slog højre knytnæve to gange mod brystbenet. “Krila være med dem,” sagde han og bukkede hovedet mod de rejsende i respekt. De bankede begge højre knytnæve mod brystbenet to gange som svar.

“Passet er sikkert,” sagde den unge mand og snøftede.

“Vejret er mildt,” sagde den ældre mand og sporede sin hest an. “Lykke til.”

“Tak.” Bart hankede op i tasken igen og smed den over skulderen. Han kiggede tilbage mod ryggen af de to ryttere og så Khea, der prustende og rød i hovedet løftede hånden i hilsen til de to uden at stoppe op. Hendes anden hånd greb anstrengt omkring skulderstroppen på sin rejsetaske. Bart smilede til hende og fik et skulende, anklagende blik tilbage.

“Hvordan går du så hurtigt?” stønnede hun og smed tasken fra sig med et blødt dunk. Hun bøjede sig langt forover med hænderne mod lårene og hovedet mellem knæene. Han lo og klappede hende opmuntrende på ryggen. “Kom,” sagde han, “passet er roligt nu, vi får ikke en bedre chance for at krydse.”

Hun rettede sig op og samlede det lange røde hår bag ørene. “Det mener du ikke.” Hun skævede op mod passet før hun opgivende lukkede øjnene og drejede ansigtet mod solens varmende lys.

Bart gav hende tid til at sunde sig. “Er du klar?” spurgte han endelig.

“Bjergets nåde,” sagde hun og samlede sin rejsetaske op fra jorden igen, “den her tur bliver midt endeligt.”

Den stjerneklare nat bragte frosten med sig. Nomaderne drev rensdyrene afsted som de altid gjorde. Der var en ildevarslende stilhed blandt hyrderne, der alle kiggede sig lidt mere over skulderen og var lidt mere utålmodige end sædvanligt. Dyrenes klove knasede i det urørte lag sne. Menneskene sitrede, og puttede sig i deres tykke pelstøj. Der var ikke meget at stille op mod en arktisk nat. Under almindelige omstændigheder ville stammen også have været gået til ro i deres telte på dette tidspunkt. De ulmende gløder fra et livsgivende bål ville have holdt dem varme. Men i nat var de her, under det blodrøde nordlys, på flugt fra en ukendt fjende.

Siden tidernes morgen havde stammen fortalt historier om verdens undergang. Historierne ændrede karakter med årene. Oprindeligt frygtede man isens tilbagevenden. En kilometerhøj mur af is, som ville vælte ind over landet fra nord og sluge alt på sin vej. Senere, da man første gang stiftede bekendtskab med Sydlandene, frygtede man “Den Store Krig” som ville komme fra syd. Historierne har omhandlet sten fra himlen, kløfter der opsluger landet fra neden, ild, vand og sygdom.

Én ting havde alle historierne dog altid haft tilfælles: Før verdens endeligt indtræffer, ville nordlysets rolige, håbefulde, grønne skær erstattes af et arrigt, pulserende glødende rødt lys.

Det var med dette omen i ryggen at stammen nu satte kurs mod vest. Hvad der ventede dem vidste de ikke. Hvad de flygtede fra vidste de ikke. De vidste dog, at en advarsel som var nedarvet gennem to hundrede generationer ikke var at spøge med.

Den store abes hovedløse lig lå slænget op ad en af de mange søjler, stadig klædt i sin simple brystplade i stål. Den store stridhammer lå knækket på jorden lige uden for ligets rækkevidde. Hovedet selv var trillet ud over kanten på den øverste platform, og fortsatte nu ned af den massive stentrappe mod bunden af pyramiden. Sagte dunk fra hovedet der ramte trinene blev fjernere og fjernere, indtil Tarki til sidst kun kunne høre blodet der dryppede fra æggen af sit sværd.

Han indså at han havde holdt vejret, og pustede endelig ud. Han lod skuldrene falde fra sin anspændte position. Gorillakongen var død. Hans hævn var indfriet. Han lod sværdspidsen hvile mod stengulvet og greb med rystende hånd om amuletten om sin hals. Den lille smaragd føltes glat i hånden. Han kyssede den og hviskede til den: “Jeg håber I kan hvile i fred nu.”

Et råb fra bunden af pyramiden rev ham ud af sin euforiske trance. Han kiggede tilbage over skulderen. Snart ville resten af kongens folk være over ham. Han var indstillet på at lade livet. Han havde opnået det han ville. Før de kunne nå op til ham måtte de bestige pyramidens tusind trin. Han havde tid til at forberede sig.

Han overvejede at forsvare sig. Det var tiltalende at tage så mange charau-ka og dæmon-tilbedende mennesker med i faldet han kunne. Tarki løftede blikket og så for første gang sine omgivelser klart.

Platformen var åben til alle sider, hvorfra man kunne se hen over junglens trætoppe så langt øjet rakte. Solen stod lavt mod vest, modsat pyramidens høje trappe. Langs alle kanter rakte høje stensøjler mod himlen, og i midten af platformen stod en stor statue af et abehoved og stirrede på ham med dybe, tomme øjenhuler.

Det løb ham koldt ned ad ryggen. Toppen af pyramiden havde ingen anden udsmykning. Søjlerne var bare kampesten, skåret til i flade, undertrykkende blokke. Abehovedet, som tilhørte en udefinerbar art, havde blottede hjørnetænder, men var ellers uden mange detaljer.

Han tøvede med blikket rettet mod statuen. Hans syn snævrede ind, til han til sidst kun så abens øjne i sit synsfelt. Han huskede ikke at have nærmet sig, men nu stod han foran hovedet. Det var lige så højt som ham. De tomme øjenhuler fulgte ham.

Gorillakongens magt var ikke kun hans egen. Alle vidste, at kongens magi og magt kom udefra. En dæmon eller en gud, som skænkede sin undersåt sin påskønnelse. Sandheden var indgydet i mystik. Tarki følte, at sandheden var tæt på ham nu.

Hvad ville der ske når kongens følgere nåede toppen af pyramiden? Hvad ville der ske efter de havde nedslagtet ham for mordet på deres leder? Når den stærkeste iblandt dem indsamlede den afdøde konges blod, og tilbød det til abegudens statue? Hans opofrelse ville være spildt. Hans hævn ville være tilintetgjort. En ny konge ville tage pladsen fra den gamle og fortsætte regimet. Uskyldige ville dræbes, landsbyer ville brændes, og rædslerne ville bestå. Om og om igen, fra den ene gorillakonge til den næste.

Han drejede hovedet og kiggede tilbage mod trappen. Lyden af løbende fodtrin kom nærmere og nærmere, fulgt af skrål og skrig fra de charau-ka og mennesker, som hungrede efter at tage deres konges plads.

Tarki vendte atter blikket mod statuen. Han lod hånden løbe over sit sværds vædede klinge. Han kiggede ned. Hans håndflade var dækket i gorillakongens tykke, varme blod. Han rakte hånden med offergaven frem, og trykkede den fast mod abehovedets overlæbe. Tynde striber af blod løb fra hans hånd og ned over tænderne i overmunden på statuen.

Varmen fra blodet blev til en kulde i Tarkis krop der krøb fra statuen og ind i ham. Hans syn snævrede ind, til kun hans udstrakte hånd var synlig for hans blik. Han kunne ikke længere mærke sin krop. Hans egen hånd så fremmed ud. Hans indre skreg i frygt. Derefter mærkede han intet.

Tarki åbnede langsomt øjenlågene. De føltes tungere end normalt. Han lod den nedadgående sols lys trænge ind. En let brise løb igennem hårene på hans krop. Han krøb instinktivt sammen for at lukke kulden ude. Hans omgivelser tonede langsomt frem, som havde hans øjne aldrig været åbne før. Han lå på ryggen. Over ham strakte pyramidens søjler sig mod himlen som lange, griske fingre.

En skikkelse trådte ind i hans synsfelt. En charau-ka. Det bavian-lignende væsen kiggede ned på ham med forundring. Den smid sit krumme sværd fra sig på jorden. Lyden af stålet mod sten var fremmed i Tarkis ører, som befandt han sig under vand.

Væsnet rakte en hånd frem i mod ham. Han greb ud efter den, og en kæmpemæssig behåret hånd gjorde det samme. Var det hans hånd eller en anden? Han lod sig hjælpe op af væsnet. Hans anden hånd, som han støttede mod jorden, var også abnorm og behåret, på nær i håndfladen, hvor den var dækket af en tyk, grå, læderagtig hud.

Han kom på benene, som også føltes forkerte. Korte men unaturligt stærke. Han indså at han næsten kunne nå jorden med fingerspidserne, selv om han strakte ryggen. Han kiggede sig om efter charau-kaen, som øjensynligt var forsvundet. Han kiggede tilbage mod sine fingerspidser, og fik øje på væsnet, som knapt gik ham til livet. Han var nøgen bortset fra en dybt sort pels der dækkede det meste af kroppen.

Han fik øjenkontakt med charau-kaen og knyttede næverne. Hans instinkt vågnede i ham, og mindede ham om hvor mange af disse monstres liv han havde taget i løbet af sit liv. Væsnet bakkede hurtigt tre skridt baglæns og stoppede op, inden det kastede sig underdanigt til jorden med panden mod stengulvet.

“Længe leve kongen!”

---

Inspireret af Gorilla King fra Pathfinder-universet.

Hvem der havde startet rygtet vidste ingen. Nogle mente, at det stammede fra ældgammel overtro, et mytisk væsen, som med tiden var blevet menneskeliggjort, og igen til en myte. Nogle mente at kende personen, som rygtet omhandlede. En handelsrejsende på markedet, en stamgæst på kroen, en nabo i et stille kvarter. Nogle mente at der var tale om et overnaturligt væsen. En blodsugende mandsperson, et ildelugtende kræ, et flyvende, skællet væsen.

Men ikke kun historiens oprindelse var vævet i mystik. Selve rygtet skiftede også karakter med tiden, nogle gange fra dag til dag. Alle bøndernes køer var drevet ud på samme eng: Et klart tegn på Syerskens værk. Møllens tag var pludseligt utæt, og flere dages mel var spoleret: Syersken er på spil igen! Bødkerens to små børn druknede i bækken: Vogt dig og dine for Syersken!

Det tør siges, at Syersken indgød en vis frygt i befolkningen. Navnet blev da også anvendt som en advarsel. Mørke og stormfulde nætter blev i almindelighed omtalt som “Syerskens nat”. Uvorne børn blev opdraget med visheden om, at et fejltrin overfor samfundets eller deres forældres disciplin kunne udløse et besøg af Syersken. Dette var som udgangspunkt nok til at få koldsveden til at indfinde sig hos de fleste børn, så indgroet var historierne.

Kun i yderst sjældne tilfælde udgydedes Syerskens navn i trussel. Alle huskede episoden, hvor Ulrike fra kroen tog sin husbond i ægteskabeligt bedrageri med bagerens datter, og udråbte “Syersken tage dig!” Kroen har stået tom siden, da ingen ønskede at frekventere den, efter Ulrikes udgydelse af det forbandede navn i vrede.

Ulrikes skæbne var der ikke mange der kerede sig om. Måske rejste hun væk, måske hængte hun sig i kroens hanebånd. Spurgte man landsbyens borgere, i uvidenhed eller tankeløshed, var svaret afvisende: “Hun er hos Syersken nu.”

Jilda trådte ind under kampestensbuen. Det flakkende lys fra faklen spillede hen over den ru overflade på hver side af buen, og et kort øjeblik fremstod den som en orange portal til et uigennemtrængeligt mørke. Hun lagde hånden på venstre søjle i det hun trådte igennem, og mærkede kulden og fugten i fingerspidserne.

Fra mørket på den anden side af buen hørtes ind i mellem lyden af dryppende vand, og nu også den knitrende lyd fra faklen. Jilda trak vejret dybt ind og holdt det. Hun tog et skridt ud i mørket. Lyden af hendes fodtrin på det rå klippegulv gav genlyd. Rummet hun var trådt ind i måtte være på størrelse med en katedral.

Hun tog endnu et skridt fremad, men stoppede tøvende op. Hun drejede hovedet, og så tilbage, hvor væggen på hver side af buen nu var synlig i lyset. På væggen hang tomme fakkelholdere i støbejern. Måske var det bedre at holde sig ved væggen. Det ville i hvert fald mindske hendes risiko for at fare vild.

Hun bevægede sig rundt mod højre langs væggen. Den fortsatte endnu længere end forventet, indtil den blev til et hjørne. Det store, irregulære udhuggede kampesten fortsatte op til i hvert fald tre meters højde, hvor væggen blev til rå klippevæg. Hvem havde dog bygget dette sted?

Længere inde i kammeret blev væggen brudt af en døråbning. En tung egetræsdør hang kun i det øverste hængsel, som var rustet næsten hele vejen igennem. Jilda undersøgte åbningen, og vurderede, at hun ikke kunne komme igennem åbningen mens døren hang hvor den gjorde. Det ville larme meget at slå døren af sit hængsel. Ville det være for risikabelt?

Hun overvejede situationen, og vurderede, at hun ville være blevet konfronteret nu, hvis nogen var i nærheden. Hun var ikke ligefrem usynlig, bærende på lokalets eneste lyskilde. Hun bed sig i kinden, og sparkede hårdt til døren.

I stilheden var larmen fra jernet der knækkede, og egetræet der ramte jorden med et brag overdøvende og intenst. Instinktivt gispede Jilda, og skannede lokalet bag sig med faklen. Ekkoet fra hærværket døde hen, og hun blev stående i næsten et minut, koncentreret lyttende efter den mindste lyd.

Dryp. Dryp. Dryp.

Hun sugede luft ind mellem tænderne, da det gik op for hende, at hun havde holdt vejret. Hun vendte sig tilbage mod døråbningen, og trådte resolut indenfor.

På væggen til højre for hende sad en fakkel i sin fakkelholder, som hun tændte. Lokalet viste sig hurtigt i lyset fra de to fakler. Hun var trådt ind i et mindre lokale. Væggene var bygget af de samme kampesten som kammeret udenfor, men herinde var de dækket bogreoler.

Flere steder var reolernes hylder knækkede, og sørgelige rester af bøger lå spredt ud over hele gulvet. Perfekt! Nøjagtigt hvad hun havde ledt efter! Det måtte være her heksens bog var skjult.

Jilda placerede sin fakkel i en tom fakkelholder på væggen modsat den anden fakkel, og gik mod en bogreol med bøger, som endnu var intakte.

Hun strøg hånden over ryggene på bøgerne i reolen og lod fingeren markerer bøgernes titler.

“Monstre i natten: Et kompendium”.

“Magiens væsen bind VIII”.

“Mjødbrygning i vildmarken”.

“Hjarns samlede værker”.

Hun standsede brat, og lod fingeren glide tilbage til den sidste titel. Hjarns samlede værker. Minder om hendes mors hånd, som støttede bogens ryg, mens hendes fingre langsomt gled langs med ordene, efterhånden som de blev læst op. Duften af hendes hår, som lige var blevet vasket med sæbe. Dynens tyngde på Jildas krop.

Et sjældent smil undslap hende, i det hun trak bogen ud fra reolen. Hun strøg hånden over bogens omslag. Det havde nøjagtigt den blå-grønne farve hun huskede. Det knugede i maven, og hun blev varm om ørerne. Forsigtigt løftede hun omslaget fra første side.

“Tilhører Jilda Branaku”.

Hun gispede og slap bogen, som faldt til jorden, og sendte en støvsky op omkring sig. Hendes hænder rystede, og hun vendte sig for at forsvinde ud af lokalet.

Døråbningen var fyldt ud af en skikkelse dækket af en lang, mørk kappe. Hætten var trukket langt ned foran ansigtet. Hun frøs, og trådte et skridt tilbage. Hendes ryg stødte mod en bogreol, og hun hørte adskillige bøger rasle ud og falde fra hinanden, i det de ramte gulvet. Hun stak en rystende hånd ned i bæltetasken og fremdrog sin fokusamulet.

Hun skød amuletten frem for sig, og begyndte at fremstamme en skjoldbesværgelse. Hun sagde ordene forkert. Hun kunne ikke fremmane magien korrekt. Amuletten smuttede i hendes greb, og i et forsøg på at gribe den, fik hun slået til den, så den fløj hen for fødderne af den tildækkede skikkelse.

Hun havde lyst til at skrige, delvist i frustration og frygt, men i stedet trak alle muskler i hendes krop sig sammen, og hun trykkede sig fladt op ad bogreolen.

“Frygt ej, min pige,” lød det raspende fra skikkelsen. Hendes frygt mangedoblede.

Langsomt drog skikkelsen med begge hænder hætten tilbage. De lange, grå klo-agtige negle var ikke til at tage fejl af i det kraftige lys fra faklerne, og allerede inden heksens ansigt var afsløret, vidste Jilda hvem det var.

Der var noget helt galt. Hvorfor havde heksen sendt hende herned efter sin bog, hvis hun alligevel havde fulgt efter hende? Hvad var pointen. Hun kiggede febrilsk rundt i lokalet efter noget, hun kunne bruge til at forsvare sig, eller til at flygte. Noget tungt eller skarpt eller ...

Jilda fik øje på bogen, som lå åben på ryggen blandt ældgamle sider og omslag. Hjarns samlede værker. Hendes. Hendes mors.

Hårene strittede over hele kroppen. Hun fik en klump i halsen, som forhindrede hende i at få vejret. Hun kunne kun få et hulk frem. Blodet løb til hovedet, og tårerne pressede hårdt på bag øjnene. Synet af kvinden blev uklart. Hun sad på jorden. Hvordan var hun kommet herned? Hendes krop lystrede ikke. Hun pressede begge hænder hårdt mod sine lår, som var trukket sammen foran hende.

“Frygt ej, min pige.”

Oprindeligt skrevet den 3. december 2024.

“Skulle det nu være noget særligt?”

En svedperle var begyndt at bevæge sig ned over Grians pande. Hans venstre hånd knugede sablen, mens den højre rettede på brynjen omkring kraven.

Morgon drejede hovedet mod ham. Den smalle sprække i visiret afslørede intet om ridderens udtryk. Han stod bomstille, så selv morgenstjernen, som hang slapt i sin kæde, ikke rørte sig.

Grians hån rungede tungt mellem klipperne i den smalle dal, og døde langsomt ud. Ingen vind rørte sig, og der blev helt stille. Grians højre hånd frøs på venstre skulder, hvor han netop havde trukket i brynjen. Hans øjne udspiledes, og han gik let ned i knæ, mens han krummede sig lidt forover.

Svedperlen nåede ned til øjenbrynet, hvor den standsede. Grian blinkede.

I tre lynhurtige skridt havde ridderen dækket afstanden imellem de to, og morgenstjernen fløj gennem luften med et ildevarslende og voldeligt sus. Grian sprang til siden, så den tunge, takkede jernkugle knaldede ned i den nedtrådte jord. Sablen hvislede i retning af Morgons hoved, men krigeren i den mørke rustning havde allerede trådt et halvt skridt tilbage, og holdt sig let uden for det skarpe våbens rækkevidde.

Grian dansede letfodet baglæns, og pustede ud. Morgon havde vendt siden til ham, med våbnet let løftet ud fra kroppen bag sig. Morgenstjernens lag af blod var nu dækket af sand fra dalens bund.

Den sabelbærende kriger svingede klingen i to lange hug foran sig, så stålet sang. Han var ikke i nærheden af at ramme den mørke ridder. Endnu en perle af sved bevægede sig fra grænsen til det lange, sorte hår mod øjenbrynet. Morgon ænsede ikke krigerens optræden.

Grian trådte forsigtigt mod højre, mens han holdt blikket stift rettet mod ridderen. Han cirkulerede varsomt omkring ham. Hjelmen med det smalle visir drejede langsomt med, og derefter resten af ridderens krop.

Da de havde skiftet side, stoppede dansen, og Grian pustede langsomt ud igen. Han sprang frem med svingende sabel, men afbrød sit angreb halvvejs og trådte hurtigt to skridt til siden. Ridderen reagerede ikke på finten, men drejede sig med, fortsat rettet mod ham.

En svedperle nåede endnu engang Grians øjenbryn, hvor den blev opslugt af håret. Endnu en var på vej, i samme spor som den forrige.

Grian tog prøvende to skridt tilbage. Morgon tog langsomt og tungt to skridt frem. Der var en mandslængde imellem dem. Ridderen bevægede sig som en klippe, og stod nu forankret endnu en gang.

Den sabelbærende kriger snøftede, og vævede i et ottetalsmønster langsomt klingen foran sig. Han skulle bruge dobbelt så meget sabel for at få ram på ridderen fra hvor han stod nu. Han kneb øjnene sammen. Hans muskler spændtes stramt i arme og ben.

Den tredje dråbe af sved nåede hans øjenbryn, som ikke længere kunne holde på mere. De tre dråber forenede sig til én strøm af varm væske, som uden varsel løb direkte i øjet på krigeren.

Grian blinkede febrilsk for at få synet tilbage, men det var alt hvad hans modstander skulle bruge. Hurtigere end det syntes muligt fløj morgenstjernen endnu en gang gennem luften, og et vådt knas af jern mod knogle brød den anspændte stilhed i dalen, efterfulgt af Grians knuste krop, der med et blødt bump og klirren fra brynjen ramte jorden.

Morgon trådte over liget, og fortsatte mod syd langs med klippevæggen.

Oprindeligt skrevet den 3. december 2024.

Puto banede sig vej gennem mængden af nysgerrige tilskuere, og mærkede Daris faste greb strække stoffet ud i kjortlens ryg. De fem børn bevægede sig som en slange gennem den tætte skov af ben og hofter, og Puto var slangens hoved. Han var på jagt, og ikke efter mus, som en slange ville være, men en god plads. Krigeren Tati var allerede redet inden for bymuren, så Puto vidste tiden var knap, hvis de skulle nå at se ham, inden han krydsede borgvolden og forsvandt ud af syne.

Børnene var til Putos store frustration ikke de eneste, som havde fået samme ide, og menneskemængden var nu så tæt, at Puto måtte lægge alle sine kræfter i for at klemme sig mellem hver række af tilskuere. Støvet fra den bare, tørre jord hvirvlede op omkring anklerne på de mange mennesker, og Puto måtte blinke ofte for at kunne se frem for sig. Stoffet strammede tæt over brystet, gennemblødt af sved, som stadigt drev ned over ham, og han forestillede sig sin mors skuffelse, hvis han igen kom hjem med tøjet revet itu.

Han skubbede tanken fra sig. Der var vigtigere ting at tænke på nu. Som for eksempel hvordan de skulle komme forbi to meget robuste mænd, som stod skulder mod skulder og skuede ud mod hovedgaden, hvor byvagternes lange spyd strakte sig mod himlen over folkemængden og æggede børnene videre med deres glimtende spidser, som de netop kunne skimte. Der var ikke langt nu.

Puto stoppede op for at overveje sine valgmuligheder, og mærkede øjeblikkeligt Dari blive skubbet videre af den tætte menneskeflok, så stoffet i kjortlen strammedes til bristepunktet. De kunne ikke stå stille for længe ad gangen, før de ville blive trukket i alle retninger i kaosset. Puto drejede af mod højre, greb fat i skuldrene af tøjet, og trak stædigt Dari med sig. Han mærkede en søm give efter i venstre side af kjortlen, og stønnede irriteret, men fortsatte resolut, da Dari fulgte efter.

En åbning viste sig i mængden, og Puto gispede ved synet af den stenbelagte vej. Han sprang hurtigt frem i det hastigt lukkende hul, og maste sig igennem. Den pludselige mangel på mennesker omkring ham, kombineret med Dari, som masede sig efter ham, gav ham overbalance, og tvang ham på knæ i støvet.

Dari ramte ham i ryggen, og han måtte tage fra med hænderne. Han nåede kun lige at flytte vægten fra ét knæ til foden, før Dari væltede ned over ham, sandsynligvis fordi hans søster Camby havde skubbet ham, nøjagtigt som han havde skubbet Puto. Sådan fortsatte børnene med at falde og lægge vægt på Puto, indtil alle fem børn lå i én bunke på den hårde stenvej.

Børnene ømmede sig, gispede efter vejret og forsøgte at rejse sig op, mens en vagt hurtigt løb imod dem og gennede dem tilbage mod menneskemængden. Dari rejste sig endelig fra Putos ryg, så han selv kunne komme op at stå. Dari tog sin søster i hånden, og skærmede hende mod vagten, mens de alle skubbede sig op ad muren af folk, som de lige var kravlet ud af.

Puto mærkede beklagende på et af sine venstre ribben, som gjorde meget ondt, og undrede sig over, om det mon var brækket. Han glemte dog snart alt om sine smerter, da lyden af hove mod de flade sten rungede gennem gaden, og han spejdede ivrigt mod byporten. Tre kolonner af nøddebrune heste med spydbærende ryttere var netop reddet igennem, og kom nu langsomt nærmere.

Rytterne var klædt i byvagternes grønne tunikaer, som var renere end Puto nogensinde havde set dem. Deres spyd var blanke og rene, de bar alle hjelme af jern og tykke ringe omkring overarmene. De stod i skarp kontrast til vagterne i kanten af vejen, som var lige så trætte, beskidte og lurvede i deres simple tunikaer og ringbrynjer som sædvanligt.

Daris hånd på Putos arm fortalte, at han havde taget et instinktivt skridt fremad, og han trådte tøvende tilbage, fortsat stirrende på de storslåede ryttere. På højre side af hver hest hang et stort, aflangt skjold i grønt malet træ, og på venstre side bar hver rytter et sværd.

Række efter række af ryttere passerede børnene, og hver række imponerede Puto mere og mere, efterhånden som han sugede flere og flere detaljer til sig. Han havde aldrig set så komplicerede sadler, hjelme som dækkede ikke blot toppen af hovedet, men også siderne, og rustninger af overlappende skæl af metal.

Et blåt skær i havet af brunt, grønt og metal fangede Putos opmærksomhed. Tunikaen i den sjældne farve ledte opmærksomheden videre til en hjelm af et mere rødligt metal, som glimtede blankt i solens bagende stråler. Dari hviskede, at det var guld. En købmand havde vist ham det året før i en lang kæde omkring sin hals, og sagt, at det var meget værdifuldt.

Krigeren kendt som Tati overgik alle Putos forventninger. Han red alene i et ophold i de tre kolonner af grønklædte ryttere. Hans skjold var ikke blot malet i samme blå farve som hans tunika, men var også udsmykket med maleriet af en stejlende hvid hest. Han bar ikke ét, men to sværd på sin venstre side. Mens den mægtige kriger nærmede sig børnene, bemærkede Puto, at menneskemængden var blevet stille. Helt stille. Han vovede ikke at fravriste blikket fra krigeren, i frygt for, at han skulle forsvinde mens han kiggede væk.

Puto drejede måbende hovedet, mens manden red forbi ham på gaden. Drengen begyndte at følge med optoget, så han fortsat kunne se Tati. Han ønskede ikke at stoppe med at se på krigeren. Hans kjortel strammede endnu engang, og han stoppede op. Han opdagede en spydbærende vagt stirre olmt på ham ud ad øjenkrogen, og han tog modvilligt et skridt tilbage, så han igen mærkede stoffet mod sin ryg.

Puto vendte sig om mod Dari, som kiggede på ham med åben mund. Sådan stod de i et sekund, indtil begge deres ansigter lyste op i storslåede smil. Det gik op for Puto, at han ikke havde sagt noget under hele optoget, og sluserne åbnede sig nu på vidt gab. Daris gjorde det samme, og de snakkede begge ivrigt og højlydt i munden af hinanden. Dari havde bemærket en gylden tråd i kanten af Tatis tunika, og Puto ærgrede sig med det samme over, at han ikke havde været mere opmærksom på tøjet.

Oprindeligt skrevet den 8. september 2024.

Du undrer dig nok over, hvordan det er endt sådan her. Mig, Frode Oksbøl, i frit fald på ryggen af en fireogtredive tons tung rød ildspyende drage, den legendariske lanse Gudebane lænende på min højre skulder og en magisk ametyst hvor mit venstre øje plejede at være, som tillader mig at se glimt fra fortiden.

For at besvare dette, må vi helt tilbage til starten. Altså, starten af mit liv, ikke starten af alt. Så ville vi være her hele dagen. Nej, mit liv begyndte en kold morgen i maj måned. Ja, maj har kolde morgener. Ikke hver morgen, men nogle morgener i maj er kolde.

Jeg husker ikke hvor jeg blev født, trods jeg var til stede. Jeg husker ganske vist heller ikke temperaturen eller tiden på året. Disse er detaljer jeg sidenhen er blevet fortalt. Det indser jeg nu, ikke lyder så troværdigt. Hvem fortalte mig dette? Det husker jeg heller ikke. Det er vel sådan noget ens forældre fortæller en.

Hvis jeg skal være helt ærlig ved jeg ikke, om jeg er født i maj, og jeg ved heller ikke om det var en kold morgen. Jeg noterede mig det ikke i øjeblikket, som jeg havde for vane i den alder. Jeg er sidenhen blevet overbevist om sandheden af denne kendsgerning, men da jeg ikke husker kilden til dette, kan jeg ikke med rette argumentere for min sag.

Det er faktisk heller ikke relevant for historien, så lad os lade det ligge for nu. Jeg voksede op i et hus med en mor og en far, som de fleste jo gør. Nogle gør givetvis ikke, og jeg formulerer mig ikke således for at underspille deres oplevelse. Faktum er bare at de fleste har haft en opvækst som min. Det gør hverken min oplevelse værre eller bedre. For det meste var det dog godt.

Nu siger jeg at jeg “voksede op” under disse forhold, men det var nu kun den første del af min opvækst der forløb sådan. Omkring 8-års alderen ændrede dette sig drastisk, men der er vi ikke helt nået til endnu, så du må lige væbne dig med tålmodighed til vi når dertil.

Nu skal jeg nok prøve at adskille de kendsgerninger fra mit liv, som jeg selv kan understøtte, og dem, som jeg blot er blevet fortalt. Jeg beklager hvis det bliver lidt kringlet, prøv at holde fast.

Jeg husker et hus med røde mure og skråt tag, som var gråt. Eternit måske, men det er spekulation, da jeg ikke anede hvad eternit var på det tidspunkt. Jeg ved det egentlig stadig ikke, men nu ved jeg da cirka hvordan sådan et tag ser ud. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg faktisk ved at det er eternit, selvom jeg ser et tag som ser sådan ud. Nu er vi selvfølgelig ude i noget pedantisk, filosofisk territorie, for det kan jo være lige meget, om et tag er lavet af eternit, hvis alle kalder det et eternittag. Så er det vel bare det det hedder.

Nå, men huset var omgivet af en eller anden form for busk eller hæk, som var højere end mig. Imellem huset og hækken var græs, som nogle gange var meget kort og nogle gange var meget langt. Til sidst var det så langt som mine ben, og lå hen ad jorden.

Indenfor husker jeg en dagligstue og et køkken. Disse brugte jeg ikke meget tid i. Jeg havde mit eget værelse, og her kunne jeg godt lide at være. På stående fod husker jeg ikke hvorfor, eller hvad jeg brugte min tid på. Jeg husker svagt en rød figur, der forestillede en drage. Eller, den lignede det, som jeg nu ved er en drage. Det er egentligt et spøjst sammentræf, min aktuelle situation taget i betragtning.

Keder du dig? Det er også noget af et piskesmæld du har været udsat for. Her starter du med at høre om min episke konfrontation med ærkedæmonen Mael'oz, som har nedsænket hele den kendte verden i et uendeligt mørke, og så fortæller jeg dig pludseligt om et kedeligt, almindeligt hus og et kedeligt, almindeligt liv.

Vi kan nok også springe resten af min kedelige, tidlige opvækst over. Nu hvor jeg selv hører det tror jeg egentlig ikke det har den store relevans for historien. Til mit forsvar fortæller jeg dig denne historie, mens jeg med et trecifret antal kilometer i timen farer mod gabet på et kæmpe, ondskabsfuldt væsen lavet af skygger og tordenkiler, så jeg har lidt svært ved at holde rede i trådene.

Okay, nu er jeg virkelig kommet langt foran i historien, det er jo sådan set slutningen jeg lige nævnte. Glem hvad jeg sagde.

Hvor kom vi fra?

Ah ja, min kedelige opvækst, som vi har besluttet at springe over. Så skal du ikke høre om Trofast, vores labrador, som løb væk da jeg var seks, eller om min syv års fødselsdag, hvor jeg var ude at bowle med mine bedsteforældre. Du hører heller ikke om mit yndlingsfag i første klasse. Direkte i kødet.

Klokken 21.04 den 24. august i året 2002 bankede Torsten Axelsen, i nogle kredse kendt som Tusmørkebødlen, på døren i vores hus. Kort tid efter henrettede han begge mine forældre på det hvide, bløde tæppe midt i dagligstuen.

Oprindeligt skrevet den 21. august 2024.

Regn mod tagenes teglsten. Solens sidste lys der kvæles i skumringen. En by der går til hvile. Kappen om kroppen, våd nok til at klamre sig til armene. En begyndende sult i maven. Et stykke kylling i lommen, som skal gemmes til senere. Natten bliver lang, og Okbok er rutineret. Hvis kyllingen spises nu, bliver sulten ulidelig om få timer.

De store, gule øjne borer sig ind i trædøren på den anden side af gaden. Minder om fisketure fra fortiden, uvisheden om en fangst vil indfinde sig. Taget lige over goblinens hoved giver ly for det meste af nedbøren, men den fugtige kampestensvæg køler den lille krop ned. Okbok er vant til værre.

Forbipasserende kaster frastødte blikke, hvis de overhovedet opdager den lille skikkelse, gemt væk i skyggerne i indhakket mellem to huse. Okbok bekymrer sig ikke om deres dømmende åsyn. Der er kun én ting der er vigtig, og det er Frattos dør, malet grøn med en lille skydelem i øjenhøjde. Et menneskes øjenhøjde, vel at mærke.

Duften af varm mad fortager sig fra gaden. Kyllingen fortæres. Der går timer. Kedeligt, men velkendt arbejde. Det hører sig til beskæftigelsen. Goblinen strækker sig i nattekulden. Den kattelignende evne til at se i mørket misundes af nogle, men er en selvfølgelighed for de, der er født med den. Okbok undertrykker et gab. Intet må undgå opmærksomheden.

Enkelte lyde høres lejlighedsvist i det fjerne. Den stilnende regn supplerer en konstant baggrundsstøj. Intet afleder goblinens årvågenhed. De lange ører rejser sig i et ryk, da den grønt malede dør med skydelemmen forsigtigt åbnes på klem. En menneskemand træder stilfærdigt ud, og trækker roligt døren i bag sig. Under hans arm en lærredssæk, viklet omkring et langt, stift objekt. Frattos fodtrin i den smattede jord giver sagte genlyd mod husenes mure. Okbok træder frem fra skyggerne, og følger manden på viselig afstand.

De store, gule øjne blinker ikke, mens blikket er rettet stift mod mandens ryg. Fratto kigger sig flere gange forsigtigt over skulderen, som om han inderst inde ved, at han bliver forfulgt. Hans øjne ser ikke den lille goblin. Han ville ikke tage et kattesyn for givet denne nat.

Fratto leder Okbok ad Mejerivejen til Hovedgaden. Han bærer intet lys, men må navigere ved hjælp af de enkelte oplyste vinduer og dørsprækker. Ved torvet drejer manden af mod brønden. Han sætter farten op. Okbok sætter farten op.

Byens brønd er rund, og en mandshøjde på tværs. Fratto sætter støttende en hånd på de kolde, våde sten, som udgør brøndens side. Han lægger bylten på kanten, og ruller den nænsomt ud. Okbok ser tydeligt glimtet af dolkens klinge, i det den frigøres fra lærredssækken. Indtørret blod skæmmer våbnet. En halv dag gammelt, som forventet.

Fratto holder våbenet i en armslængde over brønden, og slipper. Sådan formår han at undgå, at dolken klirrer mod stenene hele vejen ned i dybet. Han falder tilbage i sig selv, og ånder lettet op. Hans lettelse erstattes dog snarligt af forvirring, da våbenet ikke udløser det forventede plask. Hans forvirring erstattes prompte af rendyrket frygt, da en lille, gul-øjet goblin i en våd kappe, højlydt, med nasal, gnæggende stemme, tiltaler ham:

“Hold inde, Fratto Apamora! I Lovens navn!”

Et gisp undslipper manden, og han sætter straks i løb over torvets brosten. Der er ingen overraskelse at spore i de gule øjne. Efter få sekunder farer to tunge jernkugler forbundet med et reb gennem luften. Rebet rammer med høj præcision Frattos venstre knæ først, og derefter det højre. Jernkuglerne fortsætter ufortrødent i kredsløb om de flygtende ben. Et forskrækket kvæk. Hænder mod brosten. Eder og ømmelser.

Lænkejernene lukker sig resolut om Frattos håndled, som nu er tvunget om på hans ryg. Han slæbes tilbage til brønden, hvor han får lov at sidde op ad de kolde, våde sten. I øjenhøjde fortælles han:

“Fratto Apamora, du mistænkes for mord, og indfanges på vegne af ordensmagten.”

“Du kan ikke bevise noget, udyr,” hvæser Fratto og spytter på jorden foron Okbok. Goblinen sukker dybt og siger bedrevidende:

“To vidner så dig netop for ét minut siden afskaffe mordvåbnet i byens brønd.”

“Det er mit ord mod ...” begynder Fratto, men afbrydes af sin egen forvirring. Han frembrummer et “øh,” og siger så:

“Sagde du 'to'?”

Fratto kigger sig omkring med en blanding af frygt og nysgerrighed. Bag ham dukker en grålig, langneglet hånd op ad brønden, efterfulgt af en spinkel, knoglet arm. Resten af en lille, grå goblin med gennemtrængende røde øjne følger snart efter, og dens rumsteren på kanten af brønden fanger Frattos opmærksomhed, som drejer nakken, for at kigge direkte bag sig. Okbok ser afventende på skabningen.

“Jeg greb den, chef,” siger goblinen, og smider den blodige dolk henover hovedet på manden, ned på brostenene, hvor den lander med et rabalder af stål mod sten. Goblinen bøjer sig ned i knæene, og stirrer den lamslåede mand ind i øjnene. Inden han kan nå at reagere, knipser den ham legesygt på næsen, inden den hopper over ham og lander ved siden af Okbok.

“Fremragende, Dakvel,” siger Okbok tilfreds. “Lad os aflevere dagens fangst til myndighederne.”

Frattos synker en enkelt gang, da de to gobliners ansigter hver splittes i et stort, tilfredst grin, som tydeligt fremviser deres foruroligende mange smalle, sylespidse tænder.

Oprindeligt skrevet den 21. maj 2024.