Jespers fiktioner

Regn mod tagenes teglsten. Solens sidste lys der kvæles i skumringen. En by der går til hvile. Kappen om kroppen, våd nok til at klamre sig til armene. En begyndende sult i maven. Et stykke kylling i lommen, som skal gemmes til senere. Natten bliver lang, og Okbok er rutineret. Hvis kyllingen spises nu, bliver sulten ulidelig om få timer.

De store, gule øjne borer sig ind i trædøren på den anden side af gaden. Minder om fisketure fra fortiden, uvisheden om en fangst vil indfinde sig. Taget lige over goblinens hoved giver ly for det meste af nedbøren, men den fugtige kampestensvæg køler den lille krop ned. Okbok er vant til værre.

Forbipasserende kaster frastødte blikke, hvis de overhovedet opdager den lille skikkelse, gemt væk i skyggerne i indhakket mellem to huse. Okbok bekymrer sig ikke om deres dømmende åsyn. Der er kun én ting der er vigtig, og det er Frattos dør, malet grøn med en lille skydelem i øjenhøjde. Et menneskes øjenhøjde, vel at mærke.

Duften af varm mad fortager sig fra gaden. Kyllingen fortæres. Der går timer. Kedeligt, men velkendt arbejde. Det hører sig til beskæftigelsen. Goblinen strækker sig i nattekulden. Den kattelignende evne til at se i mørket misundes af nogle, men er en selvfølgelighed for de, der er født med den. Okbok undertrykker et gab. Intet må undgå opmærksomheden.

Enkelte lyde høres lejlighedsvist i det fjerne. Den stilnende regn supplerer en konstant baggrundsstøj. Intet afleder goblinens årvågenhed. De lange ører rejser sig i et ryk, da den grønt malede dør med skydelemmen forsigtigt åbnes på klem. En menneskemand træder stilfærdigt ud, og trækker roligt døren i bag sig. Under hans arm en lærredssæk, viklet omkring et langt, stift objekt. Frattos fodtrin i den smattede jord giver sagte genlyd mod husenes mure. Okbok træder frem fra skyggerne, og følger manden på viselig afstand.

De store, gule øjne blinker ikke, mens blikket er rettet stift mod mandens ryg. Fratto kigger sig flere gange forsigtigt over skulderen, som om han inderst inde ved, at han bliver forfulgt. Hans øjne ser ikke den lille goblin. Han ville ikke tage et kattesyn for givet denne nat.

Fratto leder Okbok ad Mejerivejen til Hovedgaden. Han bærer intet lys, men må navigere ved hjælp af de enkelte oplyste vinduer og dørsprækker. Ved torvet drejer manden af mod brønden. Han sætter farten op. Okbok sætter farten op.

Byens brønd er rund, og en mandshøjde på tværs. Fratto sætter støttende en hånd på de kolde, våde sten, som udgør brøndens side. Han lægger bylten på kanten, og ruller den nænsomt ud. Okbok ser tydeligt glimtet af dolkens klinge, i det den frigøres fra lærredssækken. Indtørret blod skæmmer våbnet. En halv dag gammelt, som forventet.

Fratto holder våbenet i en armslængde over brønden, og slipper. Sådan formår han at undgå, at dolken klirrer mod stenene hele vejen ned i dybet. Han falder tilbage i sig selv, og ånder lettet op. Hans lettelse erstattes dog snarligt af forvirring, da våbenet ikke udløser det forventede plask. Hans forvirring erstattes prompte af rendyrket frygt, da en lille, gul-øjet goblin i en våd kappe, højlydt, med nasal, gnæggende stemme, tiltaler ham:

“Hold inde, Fratto Apamora! I Lovens navn!”

Et gisp undslipper manden, og han sætter straks i løb over torvets brosten. Der er ingen overraskelse at spore i de gule øjne. Efter få sekunder farer to tunge jernkugler forbundet med et reb gennem luften. Rebet rammer med høj præcision Frattos venstre knæ først, og derefter det højre. Jernkuglerne fortsætter ufortrødent i kredsløb om de flygtende ben. Et forskrækket kvæk. Hænder mod brosten. Eder og ømmelser.

Lænkejernene lukker sig resolut om Frattos håndled, som nu er tvunget om på hans ryg. Han slæbes tilbage til brønden, hvor han får lov at sidde op ad de kolde, våde sten. I øjenhøjde fortælles han:

“Fratto Apamora, du mistænkes for mord, og indfanges på vegne af ordensmagten.”

“Du kan ikke bevise noget, udyr,” hvæser Fratto og spytter på jorden foron Okbok. Goblinen sukker dybt og siger bedrevidende:

“To vidner så dig netop for ét minut siden afskaffe mordvåbnet i byens brønd.”

“Det er mit ord mod ...” begynder Fratto, men afbrydes af sin egen forvirring. Han frembrummer et “øh,” og siger så:

“Sagde du 'to'?”

Fratto kigger sig omkring med en blanding af frygt og nysgerrighed. Bag ham dukker en grålig, langneglet hånd op ad brønden, efterfulgt af en spinkel, knoglet arm. Resten af en lille, grå goblin med gennemtrængende røde øjne følger snart efter, og dens rumsteren på kanten af brønden fanger Frattos opmærksomhed, som drejer nakken, for at kigge direkte bag sig. Okbok ser afventende på skabningen.

“Jeg greb den, chef,” siger goblinen, og smider den blodige dolk henover hovedet på manden, ned på brostenene, hvor den lander med et rabalder af stål mod sten. Goblinen bøjer sig ned i knæene, og stirrer den lamslåede mand ind i øjnene. Inden han kan nå at reagere, knipser den ham legesygt på næsen, inden den hopper over ham og lander ved siden af Okbok.

“Fremragende, Dakvel,” siger Okbok tilfreds. “Lad os aflevere dagens fangst til myndighederne.”

Frattos synker en enkelt gang, da de to gobliners ansigter hver splittes i et stort, tilfredst grin, som tydeligt fremviser deres foruroligende mange smalle, sylespidse tænder.

Oprindeligt skrevet den 21. maj 2024.