Kejserpasset
Bart lod rejsetasken falde til jorden og strakte ryggen. Temperaturen var faldet, og kun et par hundrede meter fremme lurede snegrænsen. Der var klar himmel og solen varmede hans hud. Han trak vejret dybt og lukkede øjnene med ansigten mod sollyset.
Han åbnede øjnene og betragtede passet, som delte bjergtinderne foran ham. To mænd til hest red i mod ham i et roligt tempo. Han lod instinktivt sin hånd hvile på det slidte men velholdte sværd ved sin side, mens han betragtede de to ryttere. De så ikke ud til at være svært bevæbnede. Han løftede hånden fra skæftet i hilsen til de to rejsende.
“Vær hilset,” sagde den ene, en mørkhåret ung mand med antydningen af stubbe, da de begge kom nærmere.
“Bjergets nåde være med dig,” sagde den anden næsten samtidigt. En ældre mand med det samme mørke hår og et slidt ansigt.
“Bjergets nåde med dig,” svarede Bart med et smil på læben.
“Nyt fra Stovel?”
“Den Hvide Hingst plyndrer fortsat landsbyerne mod vest,” den unge mand spyttede på jorden og fortsatte, “de siger at høsten er i fare for at slå fejl.”
Den ældre mand rystede sørgmodigt på hovedet med blikket mod jorden.
Foruroligende, men ikke overraskende, tænkte Bart. Med så mange soldater fra Stovel låst i endeløs kamp i Grænselandene har lovløse som Den Hvide Hingst frit lejde mod nord.
Bart slog højre knytnæve to gange mod brystbenet. “Krila være med dem,” sagde han og bukkede hovedet mod de rejsende i respekt. De bankede begge højre knytnæve mod brystbenet to gange som svar.
“Passet er sikkert,” sagde den unge mand og snøftede.
“Vejret er mildt,” sagde den ældre mand og sporede sin hest an. “Lykke til.”
“Tak.” Bart hankede op i tasken igen og smed den over skulderen. Han kiggede tilbage mod ryggen af de to ryttere og så Khea, der prustende og rød i hovedet løftede hånden i hilsen til de to uden at stoppe op. Hendes anden hånd greb anstrengt omkring skulderstroppen på sin rejsetaske. Bart smilede til hende og fik et skulende, anklagende blik tilbage.
“Hvordan går du så hurtigt?” stønnede hun og smed tasken fra sig med et blødt dunk. Hun bøjede sig langt forover med hænderne mod lårene og hovedet mellem knæene. Han lo og klappede hende opmuntrende på ryggen. “Kom,” sagde han, “passet er roligt nu, vi får ikke en bedre chance for at krydse.”
Hun rettede sig op og samlede det lange røde hår bag ørene. “Det mener du ikke.” Hun skævede op mod passet før hun opgivende lukkede øjnene og drejede ansigtet mod solens varmende lys.
Bart gav hende tid til at sunde sig. “Er du klar?” spurgte han endelig.
“Bjergets nåde,” sagde hun og samlede sin rejsetaske op fra jorden igen, “den her tur bliver midt endeligt.”