Jespers fiktioner

Den bidende kulde trængte ind til benet. Hannibal havde for længst mistet følelsen i tæerne. Hans skindbehandskede hænder var begravet dybt i armhulerne. De mange lag af skind og uld gjorde sit yderste for at holde ham i gang, men han havde været herude for længe. Mens solens sidste stråler glimtede af ham bag Miranternes østlige kam, forsøgte han at fokusere på stien foran sig. Hvert et blink var tungt og dovent, og han mærkede øjenvipperne fryse sammen hver gang de mødtes, hvorefter de pinefuldt blev vristet fra hinanden igen.

En fjern, langvarig lyd gennemtrængte stilheden, men figurerede i periferien af Hannibals bevidsthed. Lyden virkede fra en anden verden, som om drømmene forsøgte at lokke ham ind i søvnen. Hvor var det fristende at smide sig i den bløde sne. Hannibal tog møjsommeligt endnu et skridt. Alt I ham skreg på én gang. Han kunne ikke fortsætte.

Han tog endnu et skridt. Hans venstre fod sank ned i sneen. Hans knæ ramte underlaget. Hans overkrop fulgte efter. Han måtte tage fra med hænderne, men hans arme lystrede ikke. Han landede oven på dem mens de fortsat var krydsede. Hans bare kinder mødte den kolde sne, og før alt blev sort blev hele hans verden kortvarigt hvid.

Lyden vendte tilbage. Hyldede hans beslutning. Den var stadig langt borte, som en hviskende stemme bag en lukket dør. Han rakte ud efter den, prøvede at finde den i sneen og kulden. Den forsvandt igen, før han kunne nå den. Dens ekko ringede svagt i hans ører. Han drejede hovedet for nemmere at pejle sig ind på den. Ledte med ørerne åbne og øjnene lukkede.

Lyden kom tilbage. Et langt, rent hyl. Flere sluttede sig til den i et orkester af ulvestemmer. Hannibal vidste, at han burde frygte lyden, og særligt hvad den bragte med sig, men af en eller anden grund følte han ingen frygt. Han blev liggende med lukkede øjne, og drejede igen hovedet ned i sneen. Han bevægede ikke kroppen. Den var ikke længere hans egen.

For sit indre blik så han sig selv ligge i sneen, omkranset af syv store, langbenede ulve. I hans skind og klæder, halvt dækket af den dalende sne, lignede han mere kadaveret af et vældigt uhyre end et menneske. Han lagde afstand til pelsvæsenet, som han vidste havde været ham selv, mens rovdyrene nærmede sig. Da den første prøvende snappede ham i benet mærkede han intet, for han var ikke længere indehaver af benet, men tilskuer til sin egen død.

Han så på med kold indifference mens dyrene fortærede hans krop. I mellemtiden hævede han sig længere og længere væk fra stedet. Virvaret af pels fra de mange ulve blev mindre og mindre, og mere og mere utydeligt, som havde en tæt tåge lagt sig langs bjergsiden. Inden længe var han indhyllet i den hvide dis, og hverken hans krop eller ulvene var længere i sigte.

Han forsøgte at kigge omkring sig, men så kun dis. Hvor længe befandt han sig her? Dage? Sekunder? Han vidste ikke, hvornår han mistede den sidste rest af sin bevidsthed, ænsede det aldrig. Det var ikke en brat overgang, men han gled langsomt væk fra sig selv, indtil Hannibal Theodor Jukonio ophørte med at eksistere.

Oprindeligt skrevet den 20. februar 2024.

Jeg nåede knapt at banke på den tunge jerndør, før en skinger stemme bød mig i møde. “Kom ind!” Jeg trykkede forsigtigt på håndtaget for at se døren an. Jeg havde endnu ikke vænnet mig til dværgenes besynderlige brug af mineraler og klipper, hvor træ efter min mening løste opgaven bedre. Jeg trækkede prøvende tilbage, og overraskedes da døren svingede op som vejede den ingenting. Var den hul?

Jeg blev revet tilbage i øjeblikket af et gennemtrængede host. “Luk igen, det trækker!” Endnu en besynderlighed ved dværgene. Jeg vidste endnu ikke, om de løb om hjørner med mig, eller om de faktisk kunne fornemme strømme i den absolut stillestående luft. På den anden side var luften inde i huset bestemt tættere og mere ildelugtende end udenfor. Jeg tog en dyb indånding, trådte indenfor og lukkede døren efter mig. Den raslede ledt i karmen, som en celledør der smækker.

Mine øjne så kun det, som det sparsomme tællelys i den anden ende af lokalet oplyste. Silhuetten af en langhåret person, som med stor iver nedfældede vigtige ord og tegninger på det øverste af en bunke pergamentpapir. Omkring dværgen, som gik under navnet Grandal Sølvgren, stod stakke af papirer, skriftruller og bøger i alle størrelser stakket op i et kompliceret puslespil. Ikke blot skrivebordet, som dværgen arbejdede ved, var fyldt fra kant til kant, men også gulvet omkring ham, og reolerne, som stak ud fra de bare stenvægge.

Jeg rømmede mig for at fange dværgens opmærksomhed, da jeg ikke vovede at begive mig ind mod hans arbejdsplads uden en vejviser. Jeg fornemmede at resten af lokalet var lige sådan som hans nærmeste omgivelser. Dværgen skriblede ufortrødent videre i et imponerende tempo.

Jeg observerede interesseret, og ventede stilfærdigt, mens mine øjne vænnede sig til den lille mængde lys i lokalet. Som gættet lignede også resten af rummet, at dværgen havde samtlige bøger fra bjergets bibliotek til låns. Jeg forsøgte at anslå antallet af værker, men gav op da jeg indså at flere bunker gemte på andre bunker bag sig, som atter gemte på bunker.

Dværgen lagde uhøjtideligt sin pen fra sig, og skubbede skrabende stolen ud fra skrivebordet. Han greb tællelyset og strøg en hånd gennem det lange, lyse grå skæg. Mens han bevægede sig mellem stakke af literære værker kunne jeg for første gang se hans ansigt. Hans øjne var dækket af et par briller, som i skæret fremstod uigennemsigtigt hvide. Hans tindinger strakte sig op til toppen af hovedet, hvorfra hans lange, grå, flade hår udsprang. Han havde tydelige spor af blæk i skægget, hvor hans fingre tidligere havde bevæget sig.

“Goddag frøken,” hilste han mig. Han lød helt anderledes nu, hvor hans stemme kunne få frit spil, indelukket i det besynderlige rum. Der var aldeles ingen genklang, og først nu gik det op for mig, at jeg havde befundet mig i fuldstændig stilhed siden jeg var trådt indenfor. Den pludselige høje røst sendte et gib igennem mig.

“Goddag herre ...” jeg tøvede. Jeg kendte hans navn, som sagt, men dværge kunne være prikne omkring deres tiltale. Dette var den korrekte og høflige første hilsen, havde jeg lært.

“Grandal,” afsluttede han min hilsen. “Du må være sendebuddet fra Rannora, ikke sandt?” Han stak afventende en hånd frem. Jeg stirrede måbende på hånden, mens jeg fiskede det forseglede brev op af min skuldertaske. “Hvordan ...” begyndte jeg. “Hun sender altid mennesker,” svarede han, inden jeg kunne nå at stille mit spørgsmål. Han greb brevet ud af hånden på mig, stillede lyset fra sig på en særligt skæv og vakkelvorn stak af “Dunkelhjelms Kompendium over Zoologi, Botanik og Minerallære” bind to til fjorten, og brød seglet med stor iver og hast. Fra sin brystlomme frembragte han et ekstra par briller, som han placerede over det par, han allerede bar.

Jeg ventede i lamslået stilhed og forsøgte at kapere hvad der lige var sket, mens Grandal gennemgik brevet. Alt hvad jeg havde lært om dværges skik og pli i løbet af de sidste tre uger kunne åbenbart hældes ud med badevandet. Her stod en dværg som ikke kærede sig om almindelig høflighed. Alligevel virkede han ikke uhøflig. Dværgen udstrålede passion og frem for alt distræthed. Gad vide om han blot havde glemt hvordan verden bar sig ad uden for disse fire vægge?

Noget i brevet fik Grandal til at gispe højlydt, efterfulgt af fire små, spændte hop fra den ene fod til den anden. Jeg nåede knapt at se et stort og fjoget, men tænksomt, smil brede sig på hans ansigt, inden han hurtigt og voldsomt opsnappede tællelyset, så Dunkelhjelms andet bind sluttede sig til det første bind på gulvet, og vendte ryggen til og i ekstase nærmest dansede tilbage til sit skrivebord. “Kom tilbage i morgen!” jublede han ad mig, “du skal have et brev med tilbage!”

Jeg nikkede kortfattet, og afventede instinktivt en høflig afsked, inden det gik op for mig, at jeg havde fået den hilsen jeg ville få for denne gang. Jeg kastede et sidste blik på den sære gamlings usandsynligt rodede hjem, inden jeg igen trådte ud i den stillestående, trykkede grotteluft, og lod døren rasle da den lukkede bag mig.

Oprindeligt skrevet den 7. februar 2024.

Den skærrende lyd af en slibesten mod stål brød lejlighedsvist den tyste nat i marsklandet. Som akkompagnement pustede Aramil toner på en af sine halvtomme flasker. Tonerne blev dybere og dybere, efterhånden som han tømte flasken for mosevand, indtil det lød helt rigtigt. Han satte flasken fra sig, og greb den næste, fyldt til randen. Han afventede lyden af slibestenen imellem hvert pust, for bedre at kunne høre tonerne, men måtte alligevel spidse sine, i forvejen lange og spidse, ører for at kunne identificere den korrekte klang. Elveren kiggede småirriteret til sin højre side, hvor hans rejsekammerat vedligeholdt sit blanke langsværd.

“Brönsvig, ærligt talt, gider du ikke lade være?” brokkede han sig frustreret. Den sortskæggede dværg holdt inde midt i et strøg og kiggede sig opmærksomt omkring i mørket, hvorefter hans øjne mødte elverens. “Hvad? Hvad sker der?”

Aramil pegede på sværdet. “Kan du ikke i det mindste gå en oktav ned?” spurgte han alvorligt. Brönsvigs blik fløj et par gange frem og tilbage mellem klingen og de intense øjne, inden han langsomt lagde slibestenen tilbage i oppakningen foran sig. “Det kan vel godt vente til i morgen,” sagde han med en forvirret rynke i panden. Hans tunge brynje raslede stilfærdigt mens han bevægede armene.

“Ah, endelig stilhed,” frydede Aramil sig, og gik straks i gang med at fløjte videre på sit flaskespil. Brönsvig skævede til den store halvork, som sad med næsen langt nede i sin almanak, mens hun tog noter på et stykke glat pergament med sin korte fjerpen. Grimdina kiggede kortvarigt op på Aramil, fik øjenkontakt med Brönsvig, og rystede opgivende på hovedet. Et flygtigt smil bredte sig dog mellem hendes korte stødtænder, som hun hurtigt fik undertrykt.

Tre flasker senere smækkede Grimdina bogen sammen omkring noterne, og pakkede den væk i sin rygsæk. “Det er jo umuligt uden et bål, det her,” mumlede hun for sig selv. “Hvor langt har vi til Dol Faldihr i morgen?” spurgte hun Brönsvig, som var begyndt at rense sine benskinner i mellemtiden. Dværgen kiggede tænksomt mod himlen, og mumlede mens han talte på fingrene. “Omtrent seks timer yderligere vil jeg tro. Hvis vejret holder,” sagde han og tappede koncentreret sine fingre mod panserets metal. Grimdina lænede sig tilbage på den væltede stamme, som hun havde taget plads på, og lagde en finger på hagen. Da hun ikke sagde noget, fortsatte Brönsvig: “Det burde give os rigeligt tid til at spørge rundt, inden byen falder til ro.” Grimdina nikkede.

“Så!” udbrød Aramil pludseligt. Marskens tomme landskab gav genlyd i flere sekunder. “Så er vi klar,” sagde han, “min dame-ork og herre-dværg: Amfibieballaden!” Elveren sprang på benene, så det lange lændeklæde kun lige akkurat kunne følge med. I hænderne bar han et langt træhylster med de syv flasker, som nu stemmede. Han trampede rytmisk i den fugtige jord.

“En, to, og-en-to-tre ...”

Meget kunne man sige om Aramil, men han forstod at underholde. Her stod han, afklædt fra bæltet og op, med syv flasker stinkende dynd, midt om natten i en mørk mose. Alligevel gik der ikke mange sekunder, før både den praktiske dværg og den alvorlige halvork fornøjede klappede med på den farligt hurtige melodi. Lændeklædet blafrede livligt i takt med elverens hoftestød, og han afbrød kun lejlighedsvist flaskespillet for at synge “det er amfibieballaden!”

Fremførelsen afsluttedes med en lang, lys tone, og Aramil der sejrende skød begge hænder i vejret, så flaskerne faldt til jorden, og landede harmløst på det bløde underlag. Hans imponerede og let overraskede publikum gav en gavmild klapsalve, mens han selv hev selvtilfreds efter vejret.

Ophavsretten til Aramil, Brönsvig og Grimdina tilfalder ikke mig, men deres skabere.

Oprindeligt skrevet den 7. februar 2024.

Puto banede sig vej gennem mængden af nysgerrige tilskuere, og mærkede Daris faste greb strække stoffet i ryggen af hans kjortel. De fem børn bevægede sig som en slange gennem den tætte skov af ben og hofter, og Puto var slangens hoved.

Slangehovedet Puto var på jagt, men ikke efter mus eller frøer, men en god plads. Krigeren Tati var allerede redet inden for bymuren, så Puto vidste tiden var knap, hvis de skulle nå at se ham, inden han krydsede borgvolden og forsvandt ud af syne.

Børnene var til Putos store frustration ikke de eneste, som havde fået samme ide, og menneskemængden var nu så tæt, at Puto måtte lægge alle sine kræfter i for at klemme sig mellem hver række af tilskuere. Stoffet stramte ham tæt over brystet, og han forestillede sig sin mors skuffelse, hvis han igen kom hjem med sit tøj revet itu.

Han skubbede tanken fra sig. Der var vigtigere ting at tænke på nu. Som for eksempel hvordan de skulle komme forbi to meget robuste mænd, som stod skulder mod skulder med ryggen til, og skuede ud mod hovedgaden, hvor byvagternes lange spyd strakte sig mod himlen over folkemængden. Der var ikke langt nu.

Puto stoppede op for at overveje sine valgmuligheder, og mærkede øjeblikkeligt Dari blive afskåret fra sig. De kunne ikke stå stille for længe ad gangen, før de ville blive trukket i alle retninger af den kaotiske flok. Puto drejede af mod højre, og trak stædigt Dari med sig. Han mærkede en søm give efter i venstre side af kjortlen, og stønnede irriteret, men fortsatte resolut, da Dari fulgte efter.

En åbning viste sig i mængden, og Puto gispede ved synet af den stenbelagte vej. Han sprang hurtigt frem i det hastigt lukkende hul, og maste sig igennem. Den pludselige mangel på mennesker omkring ham, kombineret med Dari, som masede sig ud efter ham, gav ham overbalance, og tvang ham på knæ i støvet.

Dari ramte ham i ryggen, og han måtte tage fra med hænderne. Da Dari ramtes i ryggen af sin søster Camby, væltede han også, og tog fra mod Putos skuldre. Snart lå fire børn med al deres vægt på ryggen af Puto, som bukkede til siden for at kaste dem af sig.

Der lå de så og ømmede sig, indtil en vagt nærmede sig og gennede dem tilbage mod menneskemængden. Dari tog sin søster i hånden, og skærmede hende mod vagten, mens de alle skubbede sig op ad muren af folk, som de lige var kravlet ud af.

Puto blev revet tilbage til øjeblikket af lyden af hove mod de flade sten, og spejdede spændt mod byporten. En kortege i tre kolonner af nøddebrune heste med spydbærende ryttere i vagternes grønne tunikaer bevægede sig langsomt imod ham kun få meter væk.

Daris hånd på hans arm fortalte ham, at han havde taget et instinktivt skridt fremad, og han trådte tøvende tilbage, fortsat stirrende på de storslåede ryttere. På højre side af hver hest hang et stort, aflangt skjold i grønt malet træ, og på venstre side bar hver rytter et sværd.

Række efter række af ryttere passerede børnene, og hver række imponerede Puto mere og mere, efterhånden som han sugede flere og flere detaljer til sig. Han havde aldrig set så komplicerede sadler, hjelme som dækkede ikke blot toppen af hovedet, men også siderne, og rustninger af overlappende skæl af metal.

Et blåt skær i havet af brunt, grønt og blankt metal fangede Putos opmærksomhed. En hjelm af et mere rødligt metal glimtede blankt i solens bagende stråler. Dari hviskede, at det var guld. En købmand havde vist ham det året før i en lang kæde omkring hans hals, og sagt, at det var meget værdifuldt.

Krigeren kendt som Tati overgik alle Putos forventninger. Hans skjold var ikke blot malet i samme blå farve som hans tunika, men var også udsmykket med maleriet af en stejlende hvid hest. Han bar ikke ét, men to sværd på sin venstre side. Mens den mægtige kriger nærmede sig børnene, bemærkede Puto, at menneskemængden var blevet stille. Helt stille. Han vovede ikke at fravriste blikket fra krigeren, i frygt for, at han skulle forsvinde mens han kiggede væk.

Måbende stirrede børnene på manden, som red alene nogle meter foran og bagved de tre kolonner af grønklædt kavaleri. Puto begyndte at bevæge sig med ved siden af optoget, for at se lidt mere. Han ønskede ikke at stoppe med at se på krigeren. Hans kjortel strammede endnu engang, men denne gang gjorde han ikke modstand, da han så en spydbærende vagt stirre olmt på sig ud ad øjenkrogen.

Puto vendte sig om mod Dari, som stirrede på ham med åben mund. Sådan stod de i et sekund, indtil begge deres ansigter lyste op i storslåede smil. De begyndte begge at dele deres observationer med hinanden. Det gik op for Puto, at han ikke havde sagt noget under hele optoget, og sluserne åbnede sig nu på vidt gab. Dari havde bemærket en gylden tråd i kanten af Tatis tunika, og Puto ærgrede sig med det samme over, at han ikke havde været mere opmærksom på tøjet.

Oprindeligt skrevet den 6. februar 2024.