Amfibieballaden
Den skærrende lyd af en slibesten mod stål brød lejlighedsvist den tyste nat i marsklandet. Som akkompagnement pustede Aramil toner på en af sine halvtomme flasker. Tonerne blev dybere og dybere, efterhånden som han tømte flasken for mosevand, indtil det lød helt rigtigt. Han satte flasken fra sig, og greb den næste, fyldt til randen. Han afventede lyden af slibestenen imellem hvert pust, for bedre at kunne høre tonerne, men måtte alligevel spidse sine, i forvejen lange og spidse, ører for at kunne identificere den korrekte klang. Elveren kiggede småirriteret til sin højre side, hvor hans rejsekammerat vedligeholdt sit blanke langsværd.
“Brönsvig, ærligt talt, gider du ikke lade være?” brokkede han sig frustreret. Den sortskæggede dværg holdt inde midt i et strøg og kiggede sig opmærksomt omkring i mørket, hvorefter hans øjne mødte elverens. “Hvad? Hvad sker der?”
Aramil pegede på sværdet. “Kan du ikke i det mindste gå en oktav ned?” spurgte han alvorligt. Brönsvigs blik fløj et par gange frem og tilbage mellem klingen og de intense øjne, inden han langsomt lagde slibestenen tilbage i oppakningen foran sig. “Det kan vel godt vente til i morgen,” sagde han med en forvirret rynke i panden. Hans tunge brynje raslede stilfærdigt mens han bevægede armene.
“Ah, endelig stilhed,” frydede Aramil sig, og gik straks i gang med at fløjte videre på sit flaskespil. Brönsvig skævede til den store halvork, som sad med næsen langt nede i sin almanak, mens hun tog noter på et stykke glat pergament med sin korte fjerpen. Grimdina kiggede kortvarigt op på Aramil, fik øjenkontakt med Brönsvig, og rystede opgivende på hovedet. Et flygtigt smil bredte sig dog mellem hendes korte stødtænder, som hun hurtigt fik undertrykt.
Tre flasker senere smækkede Grimdina bogen sammen omkring noterne, og pakkede den væk i sin rygsæk. “Det er jo umuligt uden et bål, det her,” mumlede hun for sig selv. “Hvor langt har vi til Dol Faldihr i morgen?” spurgte hun Brönsvig, som var begyndt at rense sine benskinner i mellemtiden. Dværgen kiggede tænksomt mod himlen, og mumlede mens han talte på fingrene. “Omtrent seks timer yderligere vil jeg tro. Hvis vejret holder,” sagde han og tappede koncentreret sine fingre mod panserets metal. Grimdina lænede sig tilbage på den væltede stamme, som hun havde taget plads på, og lagde en finger på hagen. Da hun ikke sagde noget, fortsatte Brönsvig: “Det burde give os rigeligt tid til at spørge rundt, inden byen falder til ro.” Grimdina nikkede.
“Så!” udbrød Aramil pludseligt. Marskens tomme landskab gav genlyd i flere sekunder. “Så er vi klar,” sagde han, “min dame-ork og herre-dværg: Amfibieballaden!” Elveren sprang på benene, så det lange lændeklæde kun lige akkurat kunne følge med. I hænderne bar han et langt træhylster med de syv flasker, som nu stemmede. Han trampede rytmisk i den fugtige jord.
“En, to, og-en-to-tre ...”
Meget kunne man sige om Aramil, men han forstod at underholde. Her stod han, afklædt fra bæltet og op, med syv flasker stinkende dynd, midt om natten i en mørk mose. Alligevel gik der ikke mange sekunder, før både den praktiske dværg og den alvorlige halvork fornøjede klappede med på den farligt hurtige melodi. Lændeklædet blafrede livligt i takt med elverens hoftestød, og han afbrød kun lejlighedsvist flaskespillet for at synge “det er amfibieballaden!”
Fremførelsen afsluttedes med en lang, lys tone, og Aramil der sejrende skød begge hænder i vejret, så flaskerne faldt til jorden, og landede harmløst på det bløde underlag. Hans imponerede og let overraskede publikum gav en gavmild klapsalve, mens han selv hev selvtilfreds efter vejret.
Ophavsretten til Aramil, Brönsvig og Grimdina tilfalder ikke mig, men deres skabere.
Oprindeligt skrevet den 7. februar 2024.