Jespers fiktioner

Jeg nåede knapt at banke på den tunge jerndør, før en skinger stemme bød mig i møde. “Kom ind!” Jeg trykkede forsigtigt på håndtaget for at se døren an. Jeg havde endnu ikke vænnet mig til dværgenes besynderlige brug af mineraler og klipper, hvor træ efter min mening løste opgaven bedre. Jeg trækkede prøvende tilbage, og overraskedes da døren svingede op som vejede den ingenting. Var den hul?

Jeg blev revet tilbage i øjeblikket af et gennemtrængede host. “Luk igen, det trækker!” Endnu en besynderlighed ved dværgene. Jeg vidste endnu ikke, om de løb om hjørner med mig, eller om de faktisk kunne fornemme strømme i den absolut stillestående luft. På den anden side var luften inde i huset bestemt tættere og mere ildelugtende end udenfor. Jeg tog en dyb indånding, trådte indenfor og lukkede døren efter mig. Den raslede ledt i karmen, som en celledør der smækker.

Mine øjne så kun det, som det sparsomme tællelys i den anden ende af lokalet oplyste. Silhuetten af en langhåret person, som med stor iver nedfældede vigtige ord og tegninger på det øverste af en bunke pergamentpapir. Omkring dværgen, som gik under navnet Grandal Sølvgren, stod stakke af papirer, skriftruller og bøger i alle størrelser stakket op i et kompliceret puslespil. Ikke blot skrivebordet, som dværgen arbejdede ved, var fyldt fra kant til kant, men også gulvet omkring ham, og reolerne, som stak ud fra de bare stenvægge.

Jeg rømmede mig for at fange dværgens opmærksomhed, da jeg ikke vovede at begive mig ind mod hans arbejdsplads uden en vejviser. Jeg fornemmede at resten af lokalet var lige sådan som hans nærmeste omgivelser. Dværgen skriblede ufortrødent videre i et imponerende tempo.

Jeg observerede interesseret, og ventede stilfærdigt, mens mine øjne vænnede sig til den lille mængde lys i lokalet. Som gættet lignede også resten af rummet, at dværgen havde samtlige bøger fra bjergets bibliotek til låns. Jeg forsøgte at anslå antallet af værker, men gav op da jeg indså at flere bunker gemte på andre bunker bag sig, som atter gemte på bunker.

Dværgen lagde uhøjtideligt sin pen fra sig, og skubbede skrabende stolen ud fra skrivebordet. Han greb tællelyset og strøg en hånd gennem det lange, lyse grå skæg. Mens han bevægede sig mellem stakke af literære værker kunne jeg for første gang se hans ansigt. Hans øjne var dækket af et par briller, som i skæret fremstod uigennemsigtigt hvide. Hans tindinger strakte sig op til toppen af hovedet, hvorfra hans lange, grå, flade hår udsprang. Han havde tydelige spor af blæk i skægget, hvor hans fingre tidligere havde bevæget sig.

“Goddag frøken,” hilste han mig. Han lød helt anderledes nu, hvor hans stemme kunne få frit spil, indelukket i det besynderlige rum. Der var aldeles ingen genklang, og først nu gik det op for mig, at jeg havde befundet mig i fuldstændig stilhed siden jeg var trådt indenfor. Den pludselige høje røst sendte et gib igennem mig.

“Goddag herre ...” jeg tøvede. Jeg kendte hans navn, som sagt, men dværge kunne være prikne omkring deres tiltale. Dette var den korrekte og høflige første hilsen, havde jeg lært.

“Grandal,” afsluttede han min hilsen. “Du må være sendebuddet fra Rannora, ikke sandt?” Han stak afventende en hånd frem. Jeg stirrede måbende på hånden, mens jeg fiskede det forseglede brev op af min skuldertaske. “Hvordan ...” begyndte jeg. “Hun sender altid mennesker,” svarede han, inden jeg kunne nå at stille mit spørgsmål. Han greb brevet ud af hånden på mig, stillede lyset fra sig på en særligt skæv og vakkelvorn stak af “Dunkelhjelms Kompendium over Zoologi, Botanik og Minerallære” bind to til fjorten, og brød seglet med stor iver og hast. Fra sin brystlomme frembragte han et ekstra par briller, som han placerede over det par, han allerede bar.

Jeg ventede i lamslået stilhed og forsøgte at kapere hvad der lige var sket, mens Grandal gennemgik brevet. Alt hvad jeg havde lært om dværges skik og pli i løbet af de sidste tre uger kunne åbenbart hældes ud med badevandet. Her stod en dværg som ikke kærede sig om almindelig høflighed. Alligevel virkede han ikke uhøflig. Dværgen udstrålede passion og frem for alt distræthed. Gad vide om han blot havde glemt hvordan verden bar sig ad uden for disse fire vægge?

Noget i brevet fik Grandal til at gispe højlydt, efterfulgt af fire små, spændte hop fra den ene fod til den anden. Jeg nåede knapt at se et stort og fjoget, men tænksomt, smil brede sig på hans ansigt, inden han hurtigt og voldsomt opsnappede tællelyset, så Dunkelhjelms andet bind sluttede sig til det første bind på gulvet, og vendte ryggen til og i ekstase nærmest dansede tilbage til sit skrivebord. “Kom tilbage i morgen!” jublede han ad mig, “du skal have et brev med tilbage!”

Jeg nikkede kortfattet, og afventede instinktivt en høflig afsked, inden det gik op for mig, at jeg havde fået den hilsen jeg ville få for denne gang. Jeg kastede et sidste blik på den sære gamlings usandsynligt rodede hjem, inden jeg igen trådte ud i den stillestående, trykkede grotteluft, og lod døren rasle da den lukkede bag mig.

Oprindeligt skrevet den 7. februar 2024.