Krigeren Tati
Puto banede sig vej gennem mængden af nysgerrige tilskuere, og mærkede Daris faste greb strække stoffet i ryggen af hans kjortel. De fem børn bevægede sig som en slange gennem den tætte skov af ben og hofter, og Puto var slangens hoved.
Slangehovedet Puto var på jagt, men ikke efter mus eller frøer, men en god plads. Krigeren Tati var allerede redet inden for bymuren, så Puto vidste tiden var knap, hvis de skulle nå at se ham, inden han krydsede borgvolden og forsvandt ud af syne.
Børnene var til Putos store frustration ikke de eneste, som havde fået samme ide, og menneskemængden var nu så tæt, at Puto måtte lægge alle sine kræfter i for at klemme sig mellem hver række af tilskuere. Stoffet stramte ham tæt over brystet, og han forestillede sig sin mors skuffelse, hvis han igen kom hjem med sit tøj revet itu.
Han skubbede tanken fra sig. Der var vigtigere ting at tænke på nu. Som for eksempel hvordan de skulle komme forbi to meget robuste mænd, som stod skulder mod skulder med ryggen til, og skuede ud mod hovedgaden, hvor byvagternes lange spyd strakte sig mod himlen over folkemængden. Der var ikke langt nu.
Puto stoppede op for at overveje sine valgmuligheder, og mærkede øjeblikkeligt Dari blive afskåret fra sig. De kunne ikke stå stille for længe ad gangen, før de ville blive trukket i alle retninger af den kaotiske flok. Puto drejede af mod højre, og trak stædigt Dari med sig. Han mærkede en søm give efter i venstre side af kjortlen, og stønnede irriteret, men fortsatte resolut, da Dari fulgte efter.
En åbning viste sig i mængden, og Puto gispede ved synet af den stenbelagte vej. Han sprang hurtigt frem i det hastigt lukkende hul, og maste sig igennem. Den pludselige mangel på mennesker omkring ham, kombineret med Dari, som masede sig ud efter ham, gav ham overbalance, og tvang ham på knæ i støvet.
Dari ramte ham i ryggen, og han måtte tage fra med hænderne. Da Dari ramtes i ryggen af sin søster Camby, væltede han også, og tog fra mod Putos skuldre. Snart lå fire børn med al deres vægt på ryggen af Puto, som bukkede til siden for at kaste dem af sig.
Der lå de så og ømmede sig, indtil en vagt nærmede sig og gennede dem tilbage mod menneskemængden. Dari tog sin søster i hånden, og skærmede hende mod vagten, mens de alle skubbede sig op ad muren af folk, som de lige var kravlet ud af.
Puto blev revet tilbage til øjeblikket af lyden af hove mod de flade sten, og spejdede spændt mod byporten. En kortege i tre kolonner af nøddebrune heste med spydbærende ryttere i vagternes grønne tunikaer bevægede sig langsomt imod ham kun få meter væk.
Daris hånd på hans arm fortalte ham, at han havde taget et instinktivt skridt fremad, og han trådte tøvende tilbage, fortsat stirrende på de storslåede ryttere. På højre side af hver hest hang et stort, aflangt skjold i grønt malet træ, og på venstre side bar hver rytter et sværd.
Række efter række af ryttere passerede børnene, og hver række imponerede Puto mere og mere, efterhånden som han sugede flere og flere detaljer til sig. Han havde aldrig set så komplicerede sadler, hjelme som dækkede ikke blot toppen af hovedet, men også siderne, og rustninger af overlappende skæl af metal.
Et blåt skær i havet af brunt, grønt og blankt metal fangede Putos opmærksomhed. En hjelm af et mere rødligt metal glimtede blankt i solens bagende stråler. Dari hviskede, at det var guld. En købmand havde vist ham det året før i en lang kæde omkring hans hals, og sagt, at det var meget værdifuldt.
Krigeren kendt som Tati overgik alle Putos forventninger. Hans skjold var ikke blot malet i samme blå farve som hans tunika, men var også udsmykket med maleriet af en stejlende hvid hest. Han bar ikke ét, men to sværd på sin venstre side. Mens den mægtige kriger nærmede sig børnene, bemærkede Puto, at menneskemængden var blevet stille. Helt stille. Han vovede ikke at fravriste blikket fra krigeren, i frygt for, at han skulle forsvinde mens han kiggede væk.
Måbende stirrede børnene på manden, som red alene nogle meter foran og bagved de tre kolonner af grønklædt kavaleri. Puto begyndte at bevæge sig med ved siden af optoget, for at se lidt mere. Han ønskede ikke at stoppe med at se på krigeren. Hans kjortel strammede endnu engang, men denne gang gjorde han ikke modstand, da han så en spydbærende vagt stirre olmt på sig ud ad øjenkrogen.
Puto vendte sig om mod Dari, som stirrede på ham med åben mund. Sådan stod de i et sekund, indtil begge deres ansigter lyste op i storslåede smil. De begyndte begge at dele deres observationer med hinanden. Det gik op for Puto, at han ikke havde sagt noget under hele optoget, og sluserne åbnede sig nu på vidt gab. Dari havde bemærket en gylden tråd i kanten af Tatis tunika, og Puto ærgrede sig med det samme over, at han ikke havde været mere opmærksom på tøjet.
Oprindeligt skrevet den 6. februar 2024.