Gorillakongen
Den store abes hovedløse lig lå slænget op ad en af de mange søjler, stadig klædt i sin simple brystplade i stål. Den store stridhammer lå knækket på jorden lige uden for ligets rækkevidde. Hovedet selv var trillet ud over kanten på den øverste platform, og fortsatte nu ned af den massive stentrappe mod bunden af pyramiden. Sagte dunk fra hovedet der ramte trinene blev fjernere og fjernere, indtil Tarki til sidst kun kunne høre blodet der dryppede fra æggen af sit sværd.
Han indså at han havde holdt vejret, og pustede endelig ud. Han lod skuldrene falde fra sin anspændte position. Gorillakongen var død. Hans hævn var indfriet. Han lod sværdspidsen hvile mod stengulvet og greb med rystende hånd om amuletten om sin hals. Den lille smaragd føltes glat i hånden. Han kyssede den og hviskede til den: “Jeg håber I kan hvile i fred nu.”
Et råb fra bunden af pyramiden rev ham ud af sin euforiske trance. Han kiggede tilbage over skulderen. Snart ville resten af kongens folk være over ham. Han var indstillet på at lade livet. Han havde opnået det han ville. Før de kunne nå op til ham måtte de bestige pyramidens tusind trin. Han havde tid til at forberede sig.
Han overvejede at forsvare sig. Det var tiltalende at tage så mange charau-ka og dæmon-tilbedende mennesker med i faldet han kunne. Tarki løftede blikket og så for første gang sine omgivelser klart.
Platformen var åben til alle sider, hvorfra man kunne se hen over junglens trætoppe så langt øjet rakte. Solen stod lavt mod vest, modsat pyramidens høje trappe. Langs alle kanter rakte høje stensøjler mod himlen, og i midten af platformen stod en stor statue af et abehoved og stirrede på ham med dybe, tomme øjenhuler.
Det løb ham koldt ned ad ryggen. Toppen af pyramiden havde ingen anden udsmykning. Søjlerne var bare kampesten, skåret til i flade, undertrykkende blokke. Abehovedet, som tilhørte en udefinerbar art, havde blottede hjørnetænder, men var ellers uden mange detaljer.
Han tøvede med blikket rettet mod statuen. Hans syn snævrede ind, til han til sidst kun så abens øjne i sit synsfelt. Han huskede ikke at have nærmet sig, men nu stod han foran hovedet. Det var lige så højt som ham. De tomme øjenhuler fulgte ham.
Gorillakongens magt var ikke kun hans egen. Alle vidste, at kongens magi og magt kom udefra. En dæmon eller en gud, som skænkede sin undersåt sin påskønnelse. Sandheden var indgydet i mystik. Tarki følte, at sandheden var tæt på ham nu.
Hvad ville der ske når kongens følgere nåede toppen af pyramiden? Hvad ville der ske efter de havde nedslagtet ham for mordet på deres leder? Når den stærkeste iblandt dem indsamlede den afdøde konges blod, og tilbød det til abegudens statue? Hans opofrelse ville være spildt. Hans hævn ville være tilintetgjort. En ny konge ville tage pladsen fra den gamle og fortsætte regimet. Uskyldige ville dræbes, landsbyer ville brændes, og rædslerne ville bestå. Om og om igen, fra den ene gorillakonge til den næste.
Han drejede hovedet og kiggede tilbage mod trappen. Lyden af løbende fodtrin kom nærmere og nærmere, fulgt af skrål og skrig fra de charau-ka og mennesker, som hungrede efter at tage deres konges plads.
Tarki vendte atter blikket mod statuen. Han lod hånden løbe over sit sværds vædede klinge. Han kiggede ned. Hans håndflade var dækket i gorillakongens tykke, varme blod. Han rakte hånden med offergaven frem, og trykkede den fast mod abehovedets overlæbe. Tynde striber af blod løb fra hans hånd og ned over tænderne i overmunden på statuen.
Varmen fra blodet blev til en kulde i Tarkis krop der krøb fra statuen og ind i ham. Hans syn snævrede ind, til kun hans udstrakte hånd var synlig for hans blik. Han kunne ikke længere mærke sin krop. Hans egen hånd så fremmed ud. Hans indre skreg i frygt. Derefter mærkede han intet.
Tarki åbnede langsomt øjenlågene. De føltes tungere end normalt. Han lod den nedadgående sols lys trænge ind. En let brise løb igennem hårene på hans krop. Han krøb instinktivt sammen for at lukke kulden ude. Hans omgivelser tonede langsomt frem, som havde hans øjne aldrig været åbne før. Han lå på ryggen. Over ham strakte pyramidens søjler sig mod himlen som lange, griske fingre.
En skikkelse trådte ind i hans synsfelt. En charau-ka. Det bavian-lignende væsen kiggede ned på ham med forundring. Den smid sit krumme sværd fra sig på jorden. Lyden af stålet mod sten var fremmed i Tarkis ører, som befandt han sig under vand.
Væsnet rakte en hånd frem i mod ham. Han greb ud efter den, og en kæmpemæssig behåret hånd gjorde det samme. Var det hans hånd eller en anden? Han lod sig hjælpe op af væsnet. Hans anden hånd, som han støttede mod jorden, var også abnorm og behåret, på nær i håndfladen, hvor den var dækket af en tyk, grå, læderagtig hud.
Han kom på benene, som også føltes forkerte. Korte men unaturligt stærke. Han indså at han næsten kunne nå jorden med fingerspidserne, selv om han strakte ryggen. Han kiggede sig om efter charau-kaen, som øjensynligt var forsvundet. Han kiggede tilbage mod sine fingerspidser, og fik øje på væsnet, som knapt gik ham til livet. Han var nøgen bortset fra en dybt sort pels der dækkede det meste af kroppen.
Han fik øjenkontakt med charau-kaen og knyttede næverne. Hans instinkt vågnede i ham, og mindede ham om hvor mange af disse monstres liv han havde taget i løbet af sit liv. Væsnet bakkede hurtigt tre skridt baglæns og stoppede op, inden det kastede sig underdanigt til jorden med panden mod stengulvet.
“Længe leve kongen!”
Inspireret af Gorilla King fra Pathfinder-universet.