Jespers fiktioner

Puto banede sig vej gennem mængden af nysgerrige tilskuere, og mærkede Daris faste greb strække stoffet ud i kjortlens ryg. De fem børn bevægede sig som en slange gennem den tætte skov af ben og hofter, og Puto var slangens hoved. Han var på jagt, og ikke efter mus, som en slange ville være, men en god plads. Krigeren Tati var allerede redet inden for bymuren, så Puto vidste tiden var knap, hvis de skulle nå at se ham, inden han krydsede borgvolden og forsvandt ud af syne.

Børnene var til Putos store frustration ikke de eneste, som havde fået samme ide, og menneskemængden var nu så tæt, at Puto måtte lægge alle sine kræfter i for at klemme sig mellem hver række af tilskuere. Støvet fra den bare, tørre jord hvirvlede op omkring anklerne på de mange mennesker, og Puto måtte blinke ofte for at kunne se frem for sig. Stoffet strammede tæt over brystet, gennemblødt af sved, som stadigt drev ned over ham, og han forestillede sig sin mors skuffelse, hvis han igen kom hjem med tøjet revet itu.

Han skubbede tanken fra sig. Der var vigtigere ting at tænke på nu. Som for eksempel hvordan de skulle komme forbi to meget robuste mænd, som stod skulder mod skulder og skuede ud mod hovedgaden, hvor byvagternes lange spyd strakte sig mod himlen over folkemængden og æggede børnene videre med deres glimtende spidser, som de netop kunne skimte. Der var ikke langt nu.

Puto stoppede op for at overveje sine valgmuligheder, og mærkede øjeblikkeligt Dari blive skubbet videre af den tætte menneskeflok, så stoffet i kjortlen strammedes til bristepunktet. De kunne ikke stå stille for længe ad gangen, før de ville blive trukket i alle retninger i kaosset. Puto drejede af mod højre, greb fat i skuldrene af tøjet, og trak stædigt Dari med sig. Han mærkede en søm give efter i venstre side af kjortlen, og stønnede irriteret, men fortsatte resolut, da Dari fulgte efter.

En åbning viste sig i mængden, og Puto gispede ved synet af den stenbelagte vej. Han sprang hurtigt frem i det hastigt lukkende hul, og maste sig igennem. Den pludselige mangel på mennesker omkring ham, kombineret med Dari, som masede sig efter ham, gav ham overbalance, og tvang ham på knæ i støvet.

Dari ramte ham i ryggen, og han måtte tage fra med hænderne. Han nåede kun lige at flytte vægten fra ét knæ til foden, før Dari væltede ned over ham, sandsynligvis fordi hans søster Camby havde skubbet ham, nøjagtigt som han havde skubbet Puto. Sådan fortsatte børnene med at falde og lægge vægt på Puto, indtil alle fem børn lå i én bunke på den hårde stenvej.

Børnene ømmede sig, gispede efter vejret og forsøgte at rejse sig op, mens en vagt hurtigt løb imod dem og gennede dem tilbage mod menneskemængden. Dari rejste sig endelig fra Putos ryg, så han selv kunne komme op at stå. Dari tog sin søster i hånden, og skærmede hende mod vagten, mens de alle skubbede sig op ad muren af folk, som de lige var kravlet ud af.

Puto mærkede beklagende på et af sine venstre ribben, som gjorde meget ondt, og undrede sig over, om det mon var brækket. Han glemte dog snart alt om sine smerter, da lyden af hove mod de flade sten rungede gennem gaden, og han spejdede ivrigt mod byporten. Tre kolonner af nøddebrune heste med spydbærende ryttere var netop reddet igennem, og kom nu langsomt nærmere.

Rytterne var klædt i byvagternes grønne tunikaer, som var renere end Puto nogensinde havde set dem. Deres spyd var blanke og rene, de bar alle hjelme af jern og tykke ringe omkring overarmene. De stod i skarp kontrast til vagterne i kanten af vejen, som var lige så trætte, beskidte og lurvede i deres simple tunikaer og ringbrynjer som sædvanligt.

Daris hånd på Putos arm fortalte, at han havde taget et instinktivt skridt fremad, og han trådte tøvende tilbage, fortsat stirrende på de storslåede ryttere. På højre side af hver hest hang et stort, aflangt skjold i grønt malet træ, og på venstre side bar hver rytter et sværd.

Række efter række af ryttere passerede børnene, og hver række imponerede Puto mere og mere, efterhånden som han sugede flere og flere detaljer til sig. Han havde aldrig set så komplicerede sadler, hjelme som dækkede ikke blot toppen af hovedet, men også siderne, og rustninger af overlappende skæl af metal.

Et blåt skær i havet af brunt, grønt og metal fangede Putos opmærksomhed. Tunikaen i den sjældne farve ledte opmærksomheden videre til en hjelm af et mere rødligt metal, som glimtede blankt i solens bagende stråler. Dari hviskede, at det var guld. En købmand havde vist ham det året før i en lang kæde omkring sin hals, og sagt, at det var meget værdifuldt.

Krigeren kendt som Tati overgik alle Putos forventninger. Han red alene i et ophold i de tre kolonner af grønklædte ryttere. Hans skjold var ikke blot malet i samme blå farve som hans tunika, men var også udsmykket med maleriet af en stejlende hvid hest. Han bar ikke ét, men to sværd på sin venstre side. Mens den mægtige kriger nærmede sig børnene, bemærkede Puto, at menneskemængden var blevet stille. Helt stille. Han vovede ikke at fravriste blikket fra krigeren, i frygt for, at han skulle forsvinde mens han kiggede væk.

Puto drejede måbende hovedet, mens manden red forbi ham på gaden. Drengen begyndte at følge med optoget, så han fortsat kunne se Tati. Han ønskede ikke at stoppe med at se på krigeren. Hans kjortel strammede endnu engang, og han stoppede op. Han opdagede en spydbærende vagt stirre olmt på ham ud ad øjenkrogen, og han tog modvilligt et skridt tilbage, så han igen mærkede stoffet mod sin ryg.

Puto vendte sig om mod Dari, som kiggede på ham med åben mund. Sådan stod de i et sekund, indtil begge deres ansigter lyste op i storslåede smil. Det gik op for Puto, at han ikke havde sagt noget under hele optoget, og sluserne åbnede sig nu på vidt gab. Daris gjorde det samme, og de snakkede begge ivrigt og højlydt i munden af hinanden. Dari havde bemærket en gylden tråd i kanten af Tatis tunika, og Puto ærgrede sig med det samme over, at han ikke havde været mere opmærksom på tøjet.

Oprindeligt skrevet den 8. september 2024.