Dom
„Bernhard Ankersen.“
Betoningen fik ikke de to ord til at fremstå som et spørgsmål, men udstrålede alligevel en autoritet, som forventede et svar.
„Ja,“ sagde Bernhard hurtigt.
„Også kendt som ,Skorpionen'?“
Dommeren kiggede stift op over sine halvmåneformede briller på Bernhard fra sin pult. Brillestellet var i begge sider fæstnet til en neutral kæde, der som en guirlande hang langs begge sider af den midaldrende mands hoved.
„Ja,“ sagde Bernhard tørt.
Dommerens blik forblev rettet mod ham. Kun hans mund bevægede sig.
„Hvorfor?“
„Hvorfor hvad, hr.?“ spurgte Bernhard. Han var rolig i blikket, og havde begge hænder foldet bag ryggen.
„Hvorfor kaldes du ,Skorpionen'?“
„Det er ikke et navn jeg selv har valgt hr. Men det skyldes velsagtens min brod.“
En af domsmændene i venstre side af retssalen prøvede forgæves at undertrykke et grin, som i stedet blev til et dybt grynt. Hun slog flovt blikket ned og bed sig i læben.
Dommeren stirrede på Bernhard i tre lange, pinefulde sekunder, inden han igen slog blikket ned i dokumenterne foran sig. Bernhards blik var resolut rettet mod et punkt få centimeter over dommerens skaldede isse.
„Du har haft travlt under krigen, Skorpion,“ sagde dommeren og bladrede i stakken af papirer.
Bernhard nikkede, og rynkede brynene i det navnet blev nævnt.
Dommerens øjne vendte sig brat mod Bernhard, og det ene øjenbryn bevægede sig en næsten usynlig mængde opad.
„J-ja,“ stammede Bernhard. „Jeg mener ...“
„Tre ildspåsættelser, syv røverier og to drab,“ afbrød dommeren ham, „det er sandelig ikke så lidt.“
„Jeg har ikke gjort det,“ sagde Bernhard i en igen rolig tone, „jeg er uskyl-“
„Ja, ja,“ afbrød dommeren ham igen uden at kigge op fra papirerne, „du er uskyldig, ingen så dig gøre det, det var din identiske tvillingebror, de havde fortjent det, og så videre, og så videre.“
Bernhard måbede. Han kiggede rundt i retssalen. Fire bevæbnede vagter stod mellem ham og dommeren, foran pulten. De fem domsmænd stirrede hårdt på ham. Selv den kvindelige domsmand, som havde grint tidligere, lignede en det var klar til at kvæle ham med de bare næver.
Han tøvede mens dommeren bladrede endnu en gang.
„Hvad er det her?“ spurgte han.
„Dette er din strafudmåling, Skorpion,“ svarede dommeren tørt.
„Men jeg er ikke dømt!“ udbrød han og trådte et skridt nærmere pulten. Vagterne trådte som fire frådende spejlbilleder tættere på ham. Alle fire våben pegede nu mod ham. Han løftede hænderne foran sig, og tog hurtigt et skridt tilbage igen. Vagterne forblev hvor de var.
Dommeren sendte et kort blik mod domsmændende. „Hvad siger I?“ spurgte han henkastet.
Alle fem domsmænd strakte omgående højre hånd frem for sig, og strakte tommelfingrene i vejret.
„Hva-“ begyndte Bernhard, som nu var blevet rød i kinderne og ørerne.
„Thi kendes for ret: Bernhard ,Skorpionen' Ankersen er skyldig i forræderi mod sin storslåede nation, og sine stolte landsmænd. Han idømmes henrettelse ved skydning.“
„Henrettelse?“ udbrød Bernhard hårdt og slog hænderne ud til siden. Ingen svarede ham?
„Henrettelse?!“ råbte han denne gang. To af vagterne trådte frem imod ham, en med sit våben hævet, og den anden med våbnet hængende på ryggen. Vagten med hænderne fri greb ham i armen og skubbede ham foran sig mod udgangen fra retssalen.
Skorpionens protester og forbandelser fyldte luften, indtil døren til salen smækkede i bag ham. Dommeren vendte blikket mod de resterende fanger, som fyldte de fire bænke bagerst i lokalet.
„Næste.“