Hovmod
“Skulle det nu være noget særligt?”
En svedperle var begyndt at bevæge sig ned over Grians pande. Hans venstre hånd knugede sablen, mens den højre rettede på brynjen omkring kraven.
Morgon drejede hovedet mod ham. Den smalle sprække i visiret afslørede intet om ridderens udtryk. Han stod bomstille, så selv morgenstjernen, som hang slapt i sin kæde, ikke rørte sig.
Grians hån rungede tungt mellem klipperne i den smalle dal, og døde langsomt ud. Ingen vind rørte sig, og der blev helt stille. Grians højre hånd frøs på venstre skulder, hvor han netop havde trukket i brynjen. Hans øjne udspiledes, og han gik let ned i knæ, mens han krummede sig lidt forover.
Svedperlen nåede ned til øjenbrynet, hvor den standsede. Grian blinkede.
I tre lynhurtige skridt havde ridderen dækket afstanden imellem de to, og morgenstjernen fløj gennem luften med et ildevarslende og voldeligt sus. Grian sprang til siden, så den tunge, takkede jernkugle knaldede ned i den nedtrådte jord. Sablen hvislede i retning af Morgons hoved, men krigeren i den mørke rustning havde allerede trådt et halvt skridt tilbage, og holdt sig let uden for det skarpe våbens rækkevidde.
Grian dansede letfodet baglæns, og pustede ud. Morgon havde vendt siden til ham, med våbnet let løftet ud fra kroppen bag sig. Morgenstjernens lag af blod var nu dækket af sand fra dalens bund.
Den sabelbærende kriger svingede klingen i to lange hug foran sig, så stålet sang. Han var ikke i nærheden af at ramme den mørke ridder. Endnu en perle af sved bevægede sig fra grænsen til det lange, sorte hår mod øjenbrynet. Morgon ænsede ikke krigerens optræden.
Grian trådte forsigtigt mod højre, mens han holdt blikket stift rettet mod ridderen. Han cirkulerede varsomt omkring ham. Hjelmen med det smalle visir drejede langsomt med, og derefter resten af ridderens krop.
Da de havde skiftet side, stoppede dansen, og Grian pustede langsomt ud igen. Han sprang frem med svingende sabel, men afbrød sit angreb halvvejs og trådte hurtigt to skridt til siden. Ridderen reagerede ikke på finten, men drejede sig med, fortsat rettet mod ham.
En svedperle nåede endnu engang Grians øjenbryn, hvor den blev opslugt af håret. Endnu en var på vej, i samme spor som den forrige.
Grian tog prøvende to skridt tilbage. Morgon tog langsomt og tungt to skridt frem. Der var en mandslængde imellem dem. Ridderen bevægede sig som en klippe, og stod nu forankret endnu en gang.
Den sabelbærende kriger snøftede, og vævede i et ottetalsmønster langsomt klingen foran sig. Han skulle bruge dobbelt så meget sabel for at få ram på ridderen fra hvor han stod nu. Han kneb øjnene sammen. Hans muskler spændtes stramt i arme og ben.
Den tredje dråbe af sved nåede hans øjenbryn, som ikke længere kunne holde på mere. De tre dråber forenede sig til én strøm af varm væske, som uden varsel løb direkte i øjet på krigeren.
Grian blinkede febrilsk for at få synet tilbage, men det var alt hvad hans modstander skulle bruge. Hurtigere end det syntes muligt fløj morgenstjernen endnu en gang gennem luften, og et vådt knas af jern mod knogle brød den anspændte stilhed i dalen, efterfulgt af Grians knuste krop, der med et blødt bump og klirren fra brynjen ramte jorden.
Morgon trådte over liget, og fortsatte mod syd langs med klippevæggen.
Oprindeligt skrevet den 3. december 2024.