Varslet
Den stjerneklare nat bragte frosten med sig. Nomaderne drev rensdyrene afsted som de altid gjorde. Der var en ildevarslende stilhed blandt hyrderne, der alle kiggede sig lidt mere over skulderen og var lidt mere utålmodige end sædvanligt. Dyrenes klove knasede i det urørte lag sne. Menneskene sitrede, og puttede sig i deres tykke pelstøj. Der var ikke meget at stille op mod en arktisk nat. Under almindelige omstændigheder ville stammen også have været gået til ro i deres telte på dette tidspunkt. De ulmende gløder fra et livsgivende bål ville have holdt dem varme. Men i nat var de her, under det blodrøde nordlys, på flugt fra en ukendt fjende.
Siden tidernes morgen havde stammen fortalt historier om verdens undergang. Historierne ændrede karakter med årene. Oprindeligt frygtede man isens tilbagevenden. En kilometerhøj mur af is, som ville vælte ind over landet fra nord og sluge alt på sin vej. Senere, da man første gang stiftede bekendtskab med Sydlandene, frygtede man “Den Store Krig” som ville komme fra syd. Historierne har omhandlet sten fra himlen, kløfter der opsluger landet fra neden, ild, vand og sygdom.
Én ting havde alle historierne dog altid haft tilfælles: Før verdens endeligt indtræffer, ville nordlysets rolige, håbefulde, grønne skær erstattes af et arrigt, pulserende glødende rødt lys.
Det var med dette omen i ryggen at stammen nu satte kurs mod vest. Hvad der ventede dem vidste de ikke. Hvad de flygtede fra vidste de ikke. De vidste dog, at en advarsel som var nedarvet gennem to hundrede generationer ikke var at spøge med.