Jespers fiktioner

Du undrer dig nok over, hvordan det er endt sådan her. Mig, Frode Oksbøl, i frit fald på ryggen af en fireogtredive tons tung rød ildspyende drage, den legendariske lanse Gudebane lænende på min højre skulder og en magisk ametyst hvor mit venstre øje plejede at være, som tillader mig at se glimt fra fortiden.

For at besvare dette, må vi helt tilbage til starten. Altså, starten af mit liv, ikke starten af alt. Så ville vi være her hele dagen. Nej, mit liv begyndte en kold morgen i maj måned. Ja, maj har kolde morgener. Ikke hver morgen, men nogle morgener i maj er kolde.

Jeg husker ikke hvor jeg blev født, trods jeg var til stede. Jeg husker ganske vist heller ikke temperaturen eller tiden på året. Disse er detaljer jeg sidenhen er blevet fortalt. Det indser jeg nu, ikke lyder så troværdigt. Hvem fortalte mig dette? Det husker jeg heller ikke. Det er vel sådan noget ens forældre fortæller en.

Hvis jeg skal være helt ærlig ved jeg ikke, om jeg er født i maj, og jeg ved heller ikke om det var en kold morgen. Jeg noterede mig det ikke i øjeblikket, som jeg havde for vane i den alder. Jeg er sidenhen blevet overbevist om sandheden af denne kendsgerning, men da jeg ikke husker kilden til dette, kan jeg ikke med rette argumentere for min sag.

Det er faktisk heller ikke relevant for historien, så lad os lade det ligge for nu. Jeg voksede op i et hus med en mor og en far, som de fleste jo gør. Nogle gør givetvis ikke, og jeg formulerer mig ikke således for at underspille deres oplevelse. Faktum er bare at de fleste har haft en opvækst som min. Det gør hverken min oplevelse værre eller bedre. For det meste var det dog godt.

Nu siger jeg at jeg “voksede op” under disse forhold, men det var nu kun den første del af min opvækst der forløb sådan. Omkring 8-års alderen ændrede dette sig drastisk, men der er vi ikke helt nået til endnu, så du må lige væbne dig med tålmodighed til vi når dertil.

Nu skal jeg nok prøve at adskille de kendsgerninger fra mit liv, som jeg selv kan understøtte, og dem, som jeg blot er blevet fortalt. Jeg beklager hvis det bliver lidt kringlet, prøv at holde fast.

Jeg husker et hus med røde mure og skråt tag, som var gråt. Eternit måske, men det er spekulation, da jeg ikke anede hvad eternit var på det tidspunkt. Jeg ved det egentlig stadig ikke, men nu ved jeg da cirka hvordan sådan et tag ser ud. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg faktisk ved at det er eternit, selvom jeg ser et tag som ser sådan ud. Nu er vi selvfølgelig ude i noget pedantisk, filosofisk territorie, for det kan jo være lige meget, om et tag er lavet af eternit, hvis alle kalder det et eternittag. Så er det vel bare det det hedder.

Nå, men huset var omgivet af en eller anden form for busk eller hæk, som var højere end mig. Imellem huset og hækken var græs, som nogle gange var meget kort og nogle gange var meget langt. Til sidst var det så langt som mine ben, og lå hen ad jorden.

Indenfor husker jeg en dagligstue og et køkken. Disse brugte jeg ikke meget tid i. Jeg havde mit eget værelse, og her kunne jeg godt lide at være. På stående fod husker jeg ikke hvorfor, eller hvad jeg brugte min tid på. Jeg husker svagt en rød figur, der forestillede en drage. Eller, den lignede det, som jeg nu ved er en drage. Det er egentligt et spøjst sammentræf, min aktuelle situation taget i betragtning.

Keder du dig? Det er også noget af et piskesmæld du har været udsat for. Her starter du med at høre om min episke konfrontation med ærkedæmonen Mael'oz, som har nedsænket hele den kendte verden i et uendeligt mørke, og så fortæller jeg dig pludseligt om et kedeligt, almindeligt hus og et kedeligt, almindeligt liv.

Vi kan nok også springe resten af min kedelige, tidlige opvækst over. Nu hvor jeg selv hører det tror jeg egentlig ikke det har den store relevans for historien. Til mit forsvar fortæller jeg dig denne historie, mens jeg med et trecifret antal kilometer i timen farer mod gabet på et kæmpe, ondskabsfuldt væsen lavet af skygger og tordenkiler, så jeg har lidt svært ved at holde rede i trådene.

Okay, nu er jeg virkelig kommet langt foran i historien, det er jo sådan set slutningen jeg lige nævnte. Glem hvad jeg sagde.

Hvor kom vi fra?

Ah ja, min kedelige opvækst, som vi har besluttet at springe over. Så skal du ikke høre om Trofast, vores labrador, som løb væk da jeg var seks, eller om min syv års fødselsdag, hvor jeg var ude at bowle med mine bedsteforældre. Du hører heller ikke om mit yndlingsfag i første klasse. Direkte i kødet.

Klokken 21.04 den 24. august i året 2002 bankede Torsten Axelsen, i nogle kredse kendt som Tusmørkebødlen, på døren i vores hus. Kort tid efter henrettede han begge mine forældre på det hvide, bløde tæppe midt i dagligstuen.

Oprindeligt skrevet den 21. august 2024.