Syersken
Hvem der havde startet rygtet vidste ingen. Nogle mente, at det stammede fra ældgammel overtro, et mytisk væsen, som med tiden var blevet menneskeliggjort, og igen til en myte. Nogle mente at kende personen, som rygtet omhandlede. En handelsrejsende på markedet, en stamgæst på kroen, en nabo i et stille kvarter. Nogle mente at der var tale om et overnaturligt væsen. En blodsugende mandsperson, et ildelugtende kræ, et flyvende, skællet væsen.
Men ikke kun historiens oprindelse var vævet i mystik. Selve rygtet skiftede også karakter med tiden, nogle gange fra dag til dag. Alle bøndernes køer var drevet ud på samme eng: Et klart tegn på Syerskens værk. Møllens tag var pludseligt utæt, og flere dages mel var spoleret: Syersken er på spil igen! Bødkerens to små børn druknede i bækken: Vogt dig og dine for Syersken!
Det tør siges, at Syersken indgød en vis frygt i befolkningen. Navnet blev da også anvendt som en advarsel. Mørke og stormfulde nætter blev i almindelighed omtalt som “Syerskens nat”. Uvorne børn blev opdraget med visheden om, at et fejltrin overfor samfundets eller deres forældres disciplin kunne udløse et besøg af Syersken. Dette var som udgangspunkt nok til at få koldsveden til at indfinde sig hos de fleste børn, så indgroet var historierne.
Kun i yderst sjældne tilfælde udgydedes Syerskens navn i trussel. Alle huskede episoden, hvor Ulrike fra kroen tog sin husbond i ægteskabeligt bedrageri med bagerens datter, og udråbte “Syersken tage dig!” Kroen har stået tom siden, da ingen ønskede at frekventere den, efter Ulrikes udgydelse af det forbandede navn i vrede.
Ulrikes skæbne var der ikke mange der kerede sig om. Måske rejste hun væk, måske hængte hun sig i kroens hanebånd. Spurgte man landsbyens borgere, i uvidenhed eller tankeløshed, var svaret afvisende: “Hun er hos Syersken nu.”