Jespers fiktioner

Jilda trådte ind under kampestensbuen. Det flakkende lys fra faklen spillede hen over den ru overflade på hver side af buen, og et kort øjeblik fremstod den som en orange portal til et uigennemtrængeligt mørke. Hun lagde hånden på venstre søjle i det hun trådte igennem, og mærkede kulden og fugten i fingerspidserne.

Fra mørket på den anden side af buen hørtes ind i mellem lyden af dryppende vand, og nu også den knitrende lyd fra faklen. Jilda trak vejret dybt ind og holdt det. Hun tog et skridt ud i mørket. Lyden af hendes fodtrin på det rå klippegulv gav genlyd. Rummet hun var trådt ind i måtte være på størrelse med en katedral.

Hun tog endnu et skridt fremad, men stoppede tøvende op. Hun drejede hovedet, og så tilbage, hvor væggen på hver side af buen nu var synlig i lyset. På væggen hang tomme fakkelholdere i støbejern. Måske var det bedre at holde sig ved væggen. Det ville i hvert fald mindske hendes risiko for at fare vild.

Hun bevægede sig rundt mod højre langs væggen. Den fortsatte endnu længere end forventet, indtil den blev til et hjørne. Det store, irregulære udhuggede kampesten fortsatte op til i hvert fald tre meters højde, hvor væggen blev til rå klippevæg. Hvem havde dog bygget dette sted?

Længere inde i kammeret blev væggen brudt af en døråbning. En tung egetræsdør hang kun i det øverste hængsel, som var rustet næsten hele vejen igennem. Jilda undersøgte åbningen, og vurderede, at hun ikke kunne komme igennem åbningen mens døren hang hvor den gjorde. Det ville larme meget at slå døren af sit hængsel. Ville det være for risikabelt?

Hun overvejede situationen, og vurderede, at hun ville være blevet konfronteret nu, hvis nogen var i nærheden. Hun var ikke ligefrem usynlig, bærende på lokalets eneste lyskilde. Hun bed sig i kinden, og sparkede hårdt til døren.

I stilheden var larmen fra jernet der knækkede, og egetræet der ramte jorden med et brag overdøvende og intenst. Instinktivt gispede Jilda, og skannede lokalet bag sig med faklen. Ekkoet fra hærværket døde hen, og hun blev stående i næsten et minut, koncentreret lyttende efter den mindste lyd.

Dryp. Dryp. Dryp.

Hun sugede luft ind mellem tænderne, da det gik op for hende, at hun havde holdt vejret. Hun vendte sig tilbage mod døråbningen, og trådte resolut indenfor.

På væggen til højre for hende sad en fakkel i sin fakkelholder, som hun tændte. Lokalet viste sig hurtigt i lyset fra de to fakler. Hun var trådt ind i et mindre lokale. Væggene var bygget af de samme kampesten som kammeret udenfor, men herinde var de dækket bogreoler.

Flere steder var reolernes hylder knækkede, og sørgelige rester af bøger lå spredt ud over hele gulvet. Perfekt! Nøjagtigt hvad hun havde ledt efter! Det måtte være her heksens bog var skjult.

Jilda placerede sin fakkel i en tom fakkelholder på væggen modsat den anden fakkel, og gik mod en bogreol med bøger, som endnu var intakte.

Hun strøg hånden over ryggene på bøgerne i reolen og lod fingeren markerer bøgernes titler.

“Monstre i natten: Et kompendium”.

“Magiens væsen bind VIII”.

“Mjødbrygning i vildmarken”.

“Hjarns samlede værker”.

Hun standsede brat, og lod fingeren glide tilbage til den sidste titel. Hjarns samlede værker. Minder om hendes mors hånd, som støttede bogens ryg, mens hendes fingre langsomt gled langs med ordene, efterhånden som de blev læst op. Duften af hendes hår, som lige var blevet vasket med sæbe. Dynens tyngde på Jildas krop.

Et sjældent smil undslap hende, i det hun trak bogen ud fra reolen. Hun strøg hånden over bogens omslag. Det havde nøjagtigt den blå-grønne farve hun huskede. Det knugede i maven, og hun blev varm om ørerne. Forsigtigt løftede hun omslaget fra første side.

“Tilhører Jilda Branaku”.

Hun gispede og slap bogen, som faldt til jorden, og sendte en støvsky op omkring sig. Hendes hænder rystede, og hun vendte sig for at forsvinde ud af lokalet.

Døråbningen var fyldt ud af en skikkelse dækket af en lang, mørk kappe. Hætten var trukket langt ned foran ansigtet. Hun frøs, og trådte et skridt tilbage. Hendes ryg stødte mod en bogreol, og hun hørte adskillige bøger rasle ud og falde fra hinanden, i det de ramte gulvet. Hun stak en rystende hånd ned i bæltetasken og fremdrog sin fokusamulet.

Hun skød amuletten frem for sig, og begyndte at fremstamme en skjoldbesværgelse. Hun sagde ordene forkert. Hun kunne ikke fremmane magien korrekt. Amuletten smuttede i hendes greb, og i et forsøg på at gribe den, fik hun slået til den, så den fløj hen for fødderne af den tildækkede skikkelse.

Hun havde lyst til at skrige, delvist i frustration og frygt, men i stedet trak alle muskler i hendes krop sig sammen, og hun trykkede sig fladt op ad bogreolen.

“Frygt ej, min pige,” lød det raspende fra skikkelsen. Hendes frygt mangedoblede.

Langsomt drog skikkelsen med begge hænder hætten tilbage. De lange, grå klo-agtige negle var ikke til at tage fejl af i det kraftige lys fra faklerne, og allerede inden heksens ansigt var afsløret, vidste Jilda hvem det var.

Der var noget helt galt. Hvorfor havde heksen sendt hende herned efter sin bog, hvis hun alligevel havde fulgt efter hende? Hvad var pointen. Hun kiggede febrilsk rundt i lokalet efter noget, hun kunne bruge til at forsvare sig, eller til at flygte. Noget tungt eller skarpt eller ...

Jilda fik øje på bogen, som lå åben på ryggen blandt ældgamle sider og omslag. Hjarns samlede værker. Hendes. Hendes mors.

Hårene strittede over hele kroppen. Hun fik en klump i halsen, som forhindrede hende i at få vejret. Hun kunne kun få et hulk frem. Blodet løb til hovedet, og tårerne pressede hårdt på bag øjnene. Synet af kvinden blev uklart. Hun sad på jorden. Hvordan var hun kommet herned? Hendes krop lystrede ikke. Hun pressede begge hænder hårdt mod sine lår, som var trukket sammen foran hende.

“Frygt ej, min pige.”

Oprindeligt skrevet den 3. december 2024.

“Skulle det nu være noget særligt?”

En svedperle var begyndt at bevæge sig ned over Grians pande. Hans venstre hånd knugede sablen, mens den højre rettede på brynjen omkring kraven.

Morgon drejede hovedet mod ham. Den smalle sprække i visiret afslørede intet om ridderens udtryk. Han stod bomstille, så selv morgenstjernen, som hang slapt i sin kæde, ikke rørte sig.

Grians hån rungede tungt mellem klipperne i den smalle dal, og døde langsomt ud. Ingen vind rørte sig, og der blev helt stille. Grians højre hånd frøs på venstre skulder, hvor han netop havde trukket i brynjen. Hans øjne udspiledes, og han gik let ned i knæ, mens han krummede sig lidt forover.

Svedperlen nåede ned til øjenbrynet, hvor den standsede. Grian blinkede.

I tre lynhurtige skridt havde ridderen dækket afstanden imellem de to, og morgenstjernen fløj gennem luften med et ildevarslende og voldeligt sus. Grian sprang til siden, så den tunge, takkede jernkugle knaldede ned i den nedtrådte jord. Sablen hvislede i retning af Morgons hoved, men krigeren i den mørke rustning havde allerede trådt et halvt skridt tilbage, og holdt sig let uden for det skarpe våbens rækkevidde.

Grian dansede letfodet baglæns, og pustede ud. Morgon havde vendt siden til ham, med våbnet let løftet ud fra kroppen bag sig. Morgenstjernens lag af blod var nu dækket af sand fra dalens bund.

Den sabelbærende kriger svingede klingen i to lange hug foran sig, så stålet sang. Han var ikke i nærheden af at ramme den mørke ridder. Endnu en perle af sved bevægede sig fra grænsen til det lange, sorte hår mod øjenbrynet. Morgon ænsede ikke krigerens optræden.

Grian trådte forsigtigt mod højre, mens han holdt blikket stift rettet mod ridderen. Han cirkulerede varsomt omkring ham. Hjelmen med det smalle visir drejede langsomt med, og derefter resten af ridderens krop.

Da de havde skiftet side, stoppede dansen, og Grian pustede langsomt ud igen. Han sprang frem med svingende sabel, men afbrød sit angreb halvvejs og trådte hurtigt to skridt til siden. Ridderen reagerede ikke på finten, men drejede sig med, fortsat rettet mod ham.

En svedperle nåede endnu engang Grians øjenbryn, hvor den blev opslugt af håret. Endnu en var på vej, i samme spor som den forrige.

Grian tog prøvende to skridt tilbage. Morgon tog langsomt og tungt to skridt frem. Der var en mandslængde imellem dem. Ridderen bevægede sig som en klippe, og stod nu forankret endnu en gang.

Den sabelbærende kriger snøftede, og vævede i et ottetalsmønster langsomt klingen foran sig. Han skulle bruge dobbelt så meget sabel for at få ram på ridderen fra hvor han stod nu. Han kneb øjnene sammen. Hans muskler spændtes stramt i arme og ben.

Den tredje dråbe af sved nåede hans øjenbryn, som ikke længere kunne holde på mere. De tre dråber forenede sig til én strøm af varm væske, som uden varsel løb direkte i øjet på krigeren.

Grian blinkede febrilsk for at få synet tilbage, men det var alt hvad hans modstander skulle bruge. Hurtigere end det syntes muligt fløj morgenstjernen endnu en gang gennem luften, og et vådt knas af jern mod knogle brød den anspændte stilhed i dalen, efterfulgt af Grians knuste krop, der med et blødt bump og klirren fra brynjen ramte jorden.

Morgon trådte over liget, og fortsatte mod syd langs med klippevæggen.

Oprindeligt skrevet den 3. december 2024.

Puto banede sig vej gennem mængden af nysgerrige tilskuere, og mærkede Daris faste greb strække stoffet ud i kjortlens ryg. De fem børn bevægede sig som en slange gennem den tætte skov af ben og hofter, og Puto var slangens hoved. Han var på jagt, og ikke efter mus, som en slange ville være, men en god plads. Krigeren Tati var allerede redet inden for bymuren, så Puto vidste tiden var knap, hvis de skulle nå at se ham, inden han krydsede borgvolden og forsvandt ud af syne.

Børnene var til Putos store frustration ikke de eneste, som havde fået samme ide, og menneskemængden var nu så tæt, at Puto måtte lægge alle sine kræfter i for at klemme sig mellem hver række af tilskuere. Støvet fra den bare, tørre jord hvirvlede op omkring anklerne på de mange mennesker, og Puto måtte blinke ofte for at kunne se frem for sig. Stoffet strammede tæt over brystet, gennemblødt af sved, som stadigt drev ned over ham, og han forestillede sig sin mors skuffelse, hvis han igen kom hjem med tøjet revet itu.

Han skubbede tanken fra sig. Der var vigtigere ting at tænke på nu. Som for eksempel hvordan de skulle komme forbi to meget robuste mænd, som stod skulder mod skulder og skuede ud mod hovedgaden, hvor byvagternes lange spyd strakte sig mod himlen over folkemængden og æggede børnene videre med deres glimtende spidser, som de netop kunne skimte. Der var ikke langt nu.

Puto stoppede op for at overveje sine valgmuligheder, og mærkede øjeblikkeligt Dari blive skubbet videre af den tætte menneskeflok, så stoffet i kjortlen strammedes til bristepunktet. De kunne ikke stå stille for længe ad gangen, før de ville blive trukket i alle retninger i kaosset. Puto drejede af mod højre, greb fat i skuldrene af tøjet, og trak stædigt Dari med sig. Han mærkede en søm give efter i venstre side af kjortlen, og stønnede irriteret, men fortsatte resolut, da Dari fulgte efter.

En åbning viste sig i mængden, og Puto gispede ved synet af den stenbelagte vej. Han sprang hurtigt frem i det hastigt lukkende hul, og maste sig igennem. Den pludselige mangel på mennesker omkring ham, kombineret med Dari, som masede sig efter ham, gav ham overbalance, og tvang ham på knæ i støvet.

Dari ramte ham i ryggen, og han måtte tage fra med hænderne. Han nåede kun lige at flytte vægten fra ét knæ til foden, før Dari væltede ned over ham, sandsynligvis fordi hans søster Camby havde skubbet ham, nøjagtigt som han havde skubbet Puto. Sådan fortsatte børnene med at falde og lægge vægt på Puto, indtil alle fem børn lå i én bunke på den hårde stenvej.

Børnene ømmede sig, gispede efter vejret og forsøgte at rejse sig op, mens en vagt hurtigt løb imod dem og gennede dem tilbage mod menneskemængden. Dari rejste sig endelig fra Putos ryg, så han selv kunne komme op at stå. Dari tog sin søster i hånden, og skærmede hende mod vagten, mens de alle skubbede sig op ad muren af folk, som de lige var kravlet ud af.

Puto mærkede beklagende på et af sine venstre ribben, som gjorde meget ondt, og undrede sig over, om det mon var brækket. Han glemte dog snart alt om sine smerter, da lyden af hove mod de flade sten rungede gennem gaden, og han spejdede ivrigt mod byporten. Tre kolonner af nøddebrune heste med spydbærende ryttere var netop reddet igennem, og kom nu langsomt nærmere.

Rytterne var klædt i byvagternes grønne tunikaer, som var renere end Puto nogensinde havde set dem. Deres spyd var blanke og rene, de bar alle hjelme af jern og tykke ringe omkring overarmene. De stod i skarp kontrast til vagterne i kanten af vejen, som var lige så trætte, beskidte og lurvede i deres simple tunikaer og ringbrynjer som sædvanligt.

Daris hånd på Putos arm fortalte, at han havde taget et instinktivt skridt fremad, og han trådte tøvende tilbage, fortsat stirrende på de storslåede ryttere. På højre side af hver hest hang et stort, aflangt skjold i grønt malet træ, og på venstre side bar hver rytter et sværd.

Række efter række af ryttere passerede børnene, og hver række imponerede Puto mere og mere, efterhånden som han sugede flere og flere detaljer til sig. Han havde aldrig set så komplicerede sadler, hjelme som dækkede ikke blot toppen af hovedet, men også siderne, og rustninger af overlappende skæl af metal.

Et blåt skær i havet af brunt, grønt og metal fangede Putos opmærksomhed. Tunikaen i den sjældne farve ledte opmærksomheden videre til en hjelm af et mere rødligt metal, som glimtede blankt i solens bagende stråler. Dari hviskede, at det var guld. En købmand havde vist ham det året før i en lang kæde omkring sin hals, og sagt, at det var meget værdifuldt.

Krigeren kendt som Tati overgik alle Putos forventninger. Han red alene i et ophold i de tre kolonner af grønklædte ryttere. Hans skjold var ikke blot malet i samme blå farve som hans tunika, men var også udsmykket med maleriet af en stejlende hvid hest. Han bar ikke ét, men to sværd på sin venstre side. Mens den mægtige kriger nærmede sig børnene, bemærkede Puto, at menneskemængden var blevet stille. Helt stille. Han vovede ikke at fravriste blikket fra krigeren, i frygt for, at han skulle forsvinde mens han kiggede væk.

Puto drejede måbende hovedet, mens manden red forbi ham på gaden. Drengen begyndte at følge med optoget, så han fortsat kunne se Tati. Han ønskede ikke at stoppe med at se på krigeren. Hans kjortel strammede endnu engang, og han stoppede op. Han opdagede en spydbærende vagt stirre olmt på ham ud ad øjenkrogen, og han tog modvilligt et skridt tilbage, så han igen mærkede stoffet mod sin ryg.

Puto vendte sig om mod Dari, som kiggede på ham med åben mund. Sådan stod de i et sekund, indtil begge deres ansigter lyste op i storslåede smil. Det gik op for Puto, at han ikke havde sagt noget under hele optoget, og sluserne åbnede sig nu på vidt gab. Daris gjorde det samme, og de snakkede begge ivrigt og højlydt i munden af hinanden. Dari havde bemærket en gylden tråd i kanten af Tatis tunika, og Puto ærgrede sig med det samme over, at han ikke havde været mere opmærksom på tøjet.

Oprindeligt skrevet den 8. september 2024.

Du undrer dig nok over, hvordan det er endt sådan her. Mig, Frode Oksbøl, i frit fald på ryggen af en fireogtredive tons tung rød ildspyende drage, den legendariske lanse Gudebane lænende på min højre skulder og en magisk ametyst hvor mit venstre øje plejede at være, som tillader mig at se glimt fra fortiden.

For at besvare dette, må vi helt tilbage til starten. Altså, starten af mit liv, ikke starten af alt. Så ville vi være her hele dagen. Nej, mit liv begyndte en kold morgen i maj måned. Ja, maj har kolde morgener. Ikke hver morgen, men nogle morgener i maj er kolde.

Jeg husker ikke hvor jeg blev født, trods jeg var til stede. Jeg husker ganske vist heller ikke temperaturen eller tiden på året. Disse er detaljer jeg sidenhen er blevet fortalt. Det indser jeg nu, ikke lyder så troværdigt. Hvem fortalte mig dette? Det husker jeg heller ikke. Det er vel sådan noget ens forældre fortæller en.

Hvis jeg skal være helt ærlig ved jeg ikke, om jeg er født i maj, og jeg ved heller ikke om det var en kold morgen. Jeg noterede mig det ikke i øjeblikket, som jeg havde for vane i den alder. Jeg er sidenhen blevet overbevist om sandheden af denne kendsgerning, men da jeg ikke husker kilden til dette, kan jeg ikke med rette argumentere for min sag.

Det er faktisk heller ikke relevant for historien, så lad os lade det ligge for nu. Jeg voksede op i et hus med en mor og en far, som de fleste jo gør. Nogle gør givetvis ikke, og jeg formulerer mig ikke således for at underspille deres oplevelse. Faktum er bare at de fleste har haft en opvækst som min. Det gør hverken min oplevelse værre eller bedre. For det meste var det dog godt.

Nu siger jeg at jeg “voksede op” under disse forhold, men det var nu kun den første del af min opvækst der forløb sådan. Omkring 8-års alderen ændrede dette sig drastisk, men der er vi ikke helt nået til endnu, så du må lige væbne dig med tålmodighed til vi når dertil.

Nu skal jeg nok prøve at adskille de kendsgerninger fra mit liv, som jeg selv kan understøtte, og dem, som jeg blot er blevet fortalt. Jeg beklager hvis det bliver lidt kringlet, prøv at holde fast.

Jeg husker et hus med røde mure og skråt tag, som var gråt. Eternit måske, men det er spekulation, da jeg ikke anede hvad eternit var på det tidspunkt. Jeg ved det egentlig stadig ikke, men nu ved jeg da cirka hvordan sådan et tag ser ud. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg faktisk ved at det er eternit, selvom jeg ser et tag som ser sådan ud. Nu er vi selvfølgelig ude i noget pedantisk, filosofisk territorie, for det kan jo være lige meget, om et tag er lavet af eternit, hvis alle kalder det et eternittag. Så er det vel bare det det hedder.

Nå, men huset var omgivet af en eller anden form for busk eller hæk, som var højere end mig. Imellem huset og hækken var græs, som nogle gange var meget kort og nogle gange var meget langt. Til sidst var det så langt som mine ben, og lå hen ad jorden.

Indenfor husker jeg en dagligstue og et køkken. Disse brugte jeg ikke meget tid i. Jeg havde mit eget værelse, og her kunne jeg godt lide at være. På stående fod husker jeg ikke hvorfor, eller hvad jeg brugte min tid på. Jeg husker svagt en rød figur, der forestillede en drage. Eller, den lignede det, som jeg nu ved er en drage. Det er egentligt et spøjst sammentræf, min aktuelle situation taget i betragtning.

Keder du dig? Det er også noget af et piskesmæld du har været udsat for. Her starter du med at høre om min episke konfrontation med ærkedæmonen Mael'oz, som har nedsænket hele den kendte verden i et uendeligt mørke, og så fortæller jeg dig pludseligt om et kedeligt, almindeligt hus og et kedeligt, almindeligt liv.

Vi kan nok også springe resten af min kedelige, tidlige opvækst over. Nu hvor jeg selv hører det tror jeg egentlig ikke det har den store relevans for historien. Til mit forsvar fortæller jeg dig denne historie, mens jeg med et trecifret antal kilometer i timen farer mod gabet på et kæmpe, ondskabsfuldt væsen lavet af skygger og tordenkiler, så jeg har lidt svært ved at holde rede i trådene.

Okay, nu er jeg virkelig kommet langt foran i historien, det er jo sådan set slutningen jeg lige nævnte. Glem hvad jeg sagde.

Hvor kom vi fra?

Ah ja, min kedelige opvækst, som vi har besluttet at springe over. Så skal du ikke høre om Trofast, vores labrador, som løb væk da jeg var seks, eller om min syv års fødselsdag, hvor jeg var ude at bowle med mine bedsteforældre. Du hører heller ikke om mit yndlingsfag i første klasse. Direkte i kødet.

Klokken 21.04 den 24. august i året 2002 bankede Torsten Axelsen, i nogle kredse kendt som Tusmørkebødlen, på døren i vores hus. Kort tid efter henrettede han begge mine forældre på det hvide, bløde tæppe midt i dagligstuen.

Oprindeligt skrevet den 21. august 2024.

Regn mod tagenes teglsten. Solens sidste lys der kvæles i skumringen. En by der går til hvile. Kappen om kroppen, våd nok til at klamre sig til armene. En begyndende sult i maven. Et stykke kylling i lommen, som skal gemmes til senere. Natten bliver lang, og Okbok er rutineret. Hvis kyllingen spises nu, bliver sulten ulidelig om få timer.

De store, gule øjne borer sig ind i trædøren på den anden side af gaden. Minder om fisketure fra fortiden, uvisheden om en fangst vil indfinde sig. Taget lige over goblinens hoved giver ly for det meste af nedbøren, men den fugtige kampestensvæg køler den lille krop ned. Okbok er vant til værre.

Forbipasserende kaster frastødte blikke, hvis de overhovedet opdager den lille skikkelse, gemt væk i skyggerne i indhakket mellem to huse. Okbok bekymrer sig ikke om deres dømmende åsyn. Der er kun én ting der er vigtig, og det er Frattos dør, malet grøn med en lille skydelem i øjenhøjde. Et menneskes øjenhøjde, vel at mærke.

Duften af varm mad fortager sig fra gaden. Kyllingen fortæres. Der går timer. Kedeligt, men velkendt arbejde. Det hører sig til beskæftigelsen. Goblinen strækker sig i nattekulden. Den kattelignende evne til at se i mørket misundes af nogle, men er en selvfølgelighed for de, der er født med den. Okbok undertrykker et gab. Intet må undgå opmærksomheden.

Enkelte lyde høres lejlighedsvist i det fjerne. Den stilnende regn supplerer en konstant baggrundsstøj. Intet afleder goblinens årvågenhed. De lange ører rejser sig i et ryk, da den grønt malede dør med skydelemmen forsigtigt åbnes på klem. En menneskemand træder stilfærdigt ud, og trækker roligt døren i bag sig. Under hans arm en lærredssæk, viklet omkring et langt, stift objekt. Frattos fodtrin i den smattede jord giver sagte genlyd mod husenes mure. Okbok træder frem fra skyggerne, og følger manden på viselig afstand.

De store, gule øjne blinker ikke, mens blikket er rettet stift mod mandens ryg. Fratto kigger sig flere gange forsigtigt over skulderen, som om han inderst inde ved, at han bliver forfulgt. Hans øjne ser ikke den lille goblin. Han ville ikke tage et kattesyn for givet denne nat.

Fratto leder Okbok ad Mejerivejen til Hovedgaden. Han bærer intet lys, men må navigere ved hjælp af de enkelte oplyste vinduer og dørsprækker. Ved torvet drejer manden af mod brønden. Han sætter farten op. Okbok sætter farten op.

Byens brønd er rund, og en mandshøjde på tværs. Fratto sætter støttende en hånd på de kolde, våde sten, som udgør brøndens side. Han lægger bylten på kanten, og ruller den nænsomt ud. Okbok ser tydeligt glimtet af dolkens klinge, i det den frigøres fra lærredssækken. Indtørret blod skæmmer våbnet. En halv dag gammelt, som forventet.

Fratto holder våbenet i en armslængde over brønden, og slipper. Sådan formår han at undgå, at dolken klirrer mod stenene hele vejen ned i dybet. Han falder tilbage i sig selv, og ånder lettet op. Hans lettelse erstattes dog snarligt af forvirring, da våbenet ikke udløser det forventede plask. Hans forvirring erstattes prompte af rendyrket frygt, da en lille, gul-øjet goblin i en våd kappe, højlydt, med nasal, gnæggende stemme, tiltaler ham:

“Hold inde, Fratto Apamora! I Lovens navn!”

Et gisp undslipper manden, og han sætter straks i løb over torvets brosten. Der er ingen overraskelse at spore i de gule øjne. Efter få sekunder farer to tunge jernkugler forbundet med et reb gennem luften. Rebet rammer med høj præcision Frattos venstre knæ først, og derefter det højre. Jernkuglerne fortsætter ufortrødent i kredsløb om de flygtende ben. Et forskrækket kvæk. Hænder mod brosten. Eder og ømmelser.

Lænkejernene lukker sig resolut om Frattos håndled, som nu er tvunget om på hans ryg. Han slæbes tilbage til brønden, hvor han får lov at sidde op ad de kolde, våde sten. I øjenhøjde fortælles han:

“Fratto Apamora, du mistænkes for mord, og indfanges på vegne af ordensmagten.”

“Du kan ikke bevise noget, udyr,” hvæser Fratto og spytter på jorden foron Okbok. Goblinen sukker dybt og siger bedrevidende:

“To vidner så dig netop for ét minut siden afskaffe mordvåbnet i byens brønd.”

“Det er mit ord mod ...” begynder Fratto, men afbrydes af sin egen forvirring. Han frembrummer et “øh,” og siger så:

“Sagde du 'to'?”

Fratto kigger sig omkring med en blanding af frygt og nysgerrighed. Bag ham dukker en grålig, langneglet hånd op ad brønden, efterfulgt af en spinkel, knoglet arm. Resten af en lille, grå goblin med gennemtrængende røde øjne følger snart efter, og dens rumsteren på kanten af brønden fanger Frattos opmærksomhed, som drejer nakken, for at kigge direkte bag sig. Okbok ser afventende på skabningen.

“Jeg greb den, chef,” siger goblinen, og smider den blodige dolk henover hovedet på manden, ned på brostenene, hvor den lander med et rabalder af stål mod sten. Goblinen bøjer sig ned i knæene, og stirrer den lamslåede mand ind i øjnene. Inden han kan nå at reagere, knipser den ham legesygt på næsen, inden den hopper over ham og lander ved siden af Okbok.

“Fremragende, Dakvel,” siger Okbok tilfreds. “Lad os aflevere dagens fangst til myndighederne.”

Frattos synker en enkelt gang, da de to gobliners ansigter hver splittes i et stort, tilfredst grin, som tydeligt fremviser deres foruroligende mange smalle, sylespidse tænder.

Oprindeligt skrevet den 21. maj 2024.

Den bidende kulde trængte ind til benet. Hannibal havde for længst mistet følelsen i tæerne. Hans skindbehandskede hænder var begravet dybt i armhulerne. De mange lag af skind og uld gjorde sit yderste for at holde ham i gang, men han havde været herude for længe. Mens solens sidste stråler glimtede af ham bag Miranternes østlige kam, forsøgte han at fokusere på stien foran sig. Hvert et blink var tungt og dovent, og han mærkede øjenvipperne fryse sammen hver gang de mødtes, hvorefter de pinefuldt blev vristet fra hinanden igen.

En fjern, langvarig lyd gennemtrængte stilheden, men figurerede i periferien af Hannibals bevidsthed. Lyden virkede fra en anden verden, som om drømmene forsøgte at lokke ham ind i søvnen. Hvor var det fristende at smide sig i den bløde sne. Hannibal tog møjsommeligt endnu et skridt. Alt I ham skreg på én gang. Han kunne ikke fortsætte.

Han tog endnu et skridt. Hans venstre fod sank ned i sneen. Hans knæ ramte underlaget. Hans overkrop fulgte efter. Han måtte tage fra med hænderne, men hans arme lystrede ikke. Han landede oven på dem mens de fortsat var krydsede. Hans bare kinder mødte den kolde sne, og før alt blev sort blev hele hans verden kortvarigt hvid.

Lyden vendte tilbage. Hyldede hans beslutning. Den var stadig langt borte, som en hviskende stemme bag en lukket dør. Han rakte ud efter den, prøvede at finde den i sneen og kulden. Den forsvandt igen, før han kunne nå den. Dens ekko ringede svagt i hans ører. Han drejede hovedet for nemmere at pejle sig ind på den. Ledte med ørerne åbne og øjnene lukkede.

Lyden kom tilbage. Et langt, rent hyl. Flere sluttede sig til den i et orkester af ulvestemmer. Hannibal vidste, at han burde frygte lyden, og særligt hvad den bragte med sig, men af en eller anden grund følte han ingen frygt. Han blev liggende med lukkede øjne, og drejede igen hovedet ned i sneen. Han bevægede ikke kroppen. Den var ikke længere hans egen.

For sit indre blik så han sig selv ligge i sneen, omkranset af syv store, langbenede ulve. I hans skind og klæder, halvt dækket af den dalende sne, lignede han mere kadaveret af et vældigt uhyre end et menneske. Han lagde afstand til pelsvæsenet, som han vidste havde været ham selv, mens rovdyrene nærmede sig. Da den første prøvende snappede ham i benet mærkede han intet, for han var ikke længere indehaver af benet, men tilskuer til sin egen død.

Han så på med kold indifference mens dyrene fortærede hans krop. I mellemtiden hævede han sig længere og længere væk fra stedet. Virvaret af pels fra de mange ulve blev mindre og mindre, og mere og mere utydeligt, som havde en tæt tåge lagt sig langs bjergsiden. Inden længe var han indhyllet i den hvide dis, og hverken hans krop eller ulvene var længere i sigte.

Han forsøgte at kigge omkring sig, men så kun dis. Hvor længe befandt han sig her? Dage? Sekunder? Han vidste ikke, hvornår han mistede den sidste rest af sin bevidsthed, ænsede det aldrig. Det var ikke en brat overgang, men han gled langsomt væk fra sig selv, indtil Hannibal Theodor Jukonio ophørte med at eksistere.

Oprindeligt skrevet den 20. februar 2024.

Jeg nåede knapt at banke på den tunge jerndør, før en skinger stemme bød mig i møde. “Kom ind!” Jeg trykkede forsigtigt på håndtaget for at se døren an. Jeg havde endnu ikke vænnet mig til dværgenes besynderlige brug af mineraler og klipper, hvor træ efter min mening løste opgaven bedre. Jeg trækkede prøvende tilbage, og overraskedes da døren svingede op som vejede den ingenting. Var den hul?

Jeg blev revet tilbage i øjeblikket af et gennemtrængede host. “Luk igen, det trækker!” Endnu en besynderlighed ved dværgene. Jeg vidste endnu ikke, om de løb om hjørner med mig, eller om de faktisk kunne fornemme strømme i den absolut stillestående luft. På den anden side var luften inde i huset bestemt tættere og mere ildelugtende end udenfor. Jeg tog en dyb indånding, trådte indenfor og lukkede døren efter mig. Den raslede ledt i karmen, som en celledør der smækker.

Mine øjne så kun det, som det sparsomme tællelys i den anden ende af lokalet oplyste. Silhuetten af en langhåret person, som med stor iver nedfældede vigtige ord og tegninger på det øverste af en bunke pergamentpapir. Omkring dværgen, som gik under navnet Grandal Sølvgren, stod stakke af papirer, skriftruller og bøger i alle størrelser stakket op i et kompliceret puslespil. Ikke blot skrivebordet, som dværgen arbejdede ved, var fyldt fra kant til kant, men også gulvet omkring ham, og reolerne, som stak ud fra de bare stenvægge.

Jeg rømmede mig for at fange dværgens opmærksomhed, da jeg ikke vovede at begive mig ind mod hans arbejdsplads uden en vejviser. Jeg fornemmede at resten af lokalet var lige sådan som hans nærmeste omgivelser. Dværgen skriblede ufortrødent videre i et imponerende tempo.

Jeg observerede interesseret, og ventede stilfærdigt, mens mine øjne vænnede sig til den lille mængde lys i lokalet. Som gættet lignede også resten af rummet, at dværgen havde samtlige bøger fra bjergets bibliotek til låns. Jeg forsøgte at anslå antallet af værker, men gav op da jeg indså at flere bunker gemte på andre bunker bag sig, som atter gemte på bunker.

Dværgen lagde uhøjtideligt sin pen fra sig, og skubbede skrabende stolen ud fra skrivebordet. Han greb tællelyset og strøg en hånd gennem det lange, lyse grå skæg. Mens han bevægede sig mellem stakke af literære værker kunne jeg for første gang se hans ansigt. Hans øjne var dækket af et par briller, som i skæret fremstod uigennemsigtigt hvide. Hans tindinger strakte sig op til toppen af hovedet, hvorfra hans lange, grå, flade hår udsprang. Han havde tydelige spor af blæk i skægget, hvor hans fingre tidligere havde bevæget sig.

“Goddag frøken,” hilste han mig. Han lød helt anderledes nu, hvor hans stemme kunne få frit spil, indelukket i det besynderlige rum. Der var aldeles ingen genklang, og først nu gik det op for mig, at jeg havde befundet mig i fuldstændig stilhed siden jeg var trådt indenfor. Den pludselige høje røst sendte et gib igennem mig.

“Goddag herre ...” jeg tøvede. Jeg kendte hans navn, som sagt, men dværge kunne være prikne omkring deres tiltale. Dette var den korrekte og høflige første hilsen, havde jeg lært.

“Grandal,” afsluttede han min hilsen. “Du må være sendebuddet fra Rannora, ikke sandt?” Han stak afventende en hånd frem. Jeg stirrede måbende på hånden, mens jeg fiskede det forseglede brev op af min skuldertaske. “Hvordan ...” begyndte jeg. “Hun sender altid mennesker,” svarede han, inden jeg kunne nå at stille mit spørgsmål. Han greb brevet ud af hånden på mig, stillede lyset fra sig på en særligt skæv og vakkelvorn stak af “Dunkelhjelms Kompendium over Zoologi, Botanik og Minerallære” bind to til fjorten, og brød seglet med stor iver og hast. Fra sin brystlomme frembragte han et ekstra par briller, som han placerede over det par, han allerede bar.

Jeg ventede i lamslået stilhed og forsøgte at kapere hvad der lige var sket, mens Grandal gennemgik brevet. Alt hvad jeg havde lært om dværges skik og pli i løbet af de sidste tre uger kunne åbenbart hældes ud med badevandet. Her stod en dværg som ikke kærede sig om almindelig høflighed. Alligevel virkede han ikke uhøflig. Dværgen udstrålede passion og frem for alt distræthed. Gad vide om han blot havde glemt hvordan verden bar sig ad uden for disse fire vægge?

Noget i brevet fik Grandal til at gispe højlydt, efterfulgt af fire små, spændte hop fra den ene fod til den anden. Jeg nåede knapt at se et stort og fjoget, men tænksomt, smil brede sig på hans ansigt, inden han hurtigt og voldsomt opsnappede tællelyset, så Dunkelhjelms andet bind sluttede sig til det første bind på gulvet, og vendte ryggen til og i ekstase nærmest dansede tilbage til sit skrivebord. “Kom tilbage i morgen!” jublede han ad mig, “du skal have et brev med tilbage!”

Jeg nikkede kortfattet, og afventede instinktivt en høflig afsked, inden det gik op for mig, at jeg havde fået den hilsen jeg ville få for denne gang. Jeg kastede et sidste blik på den sære gamlings usandsynligt rodede hjem, inden jeg igen trådte ud i den stillestående, trykkede grotteluft, og lod døren rasle da den lukkede bag mig.

Oprindeligt skrevet den 7. februar 2024.

Den skærrende lyd af en slibesten mod stål brød lejlighedsvist den tyste nat i marsklandet. Som akkompagnement pustede Aramil toner på en af sine halvtomme flasker. Tonerne blev dybere og dybere, efterhånden som han tømte flasken for mosevand, indtil det lød helt rigtigt. Han satte flasken fra sig, og greb den næste, fyldt til randen. Han afventede lyden af slibestenen imellem hvert pust, for bedre at kunne høre tonerne, men måtte alligevel spidse sine, i forvejen lange og spidse, ører for at kunne identificere den korrekte klang. Elveren kiggede småirriteret til sin højre side, hvor hans rejsekammerat vedligeholdt sit blanke langsværd.

“Brönsvig, ærligt talt, gider du ikke lade være?” brokkede han sig frustreret. Den sortskæggede dværg holdt inde midt i et strøg og kiggede sig opmærksomt omkring i mørket, hvorefter hans øjne mødte elverens. “Hvad? Hvad sker der?”

Aramil pegede på sværdet. “Kan du ikke i det mindste gå en oktav ned?” spurgte han alvorligt. Brönsvigs blik fløj et par gange frem og tilbage mellem klingen og de intense øjne, inden han langsomt lagde slibestenen tilbage i oppakningen foran sig. “Det kan vel godt vente til i morgen,” sagde han med en forvirret rynke i panden. Hans tunge brynje raslede stilfærdigt mens han bevægede armene.

“Ah, endelig stilhed,” frydede Aramil sig, og gik straks i gang med at fløjte videre på sit flaskespil. Brönsvig skævede til den store halvork, som sad med næsen langt nede i sin almanak, mens hun tog noter på et stykke glat pergament med sin korte fjerpen. Grimdina kiggede kortvarigt op på Aramil, fik øjenkontakt med Brönsvig, og rystede opgivende på hovedet. Et flygtigt smil bredte sig dog mellem hendes korte stødtænder, som hun hurtigt fik undertrykt.

Tre flasker senere smækkede Grimdina bogen sammen omkring noterne, og pakkede den væk i sin rygsæk. “Det er jo umuligt uden et bål, det her,” mumlede hun for sig selv. “Hvor langt har vi til Dol Faldihr i morgen?” spurgte hun Brönsvig, som var begyndt at rense sine benskinner i mellemtiden. Dværgen kiggede tænksomt mod himlen, og mumlede mens han talte på fingrene. “Omtrent seks timer yderligere vil jeg tro. Hvis vejret holder,” sagde han og tappede koncentreret sine fingre mod panserets metal. Grimdina lænede sig tilbage på den væltede stamme, som hun havde taget plads på, og lagde en finger på hagen. Da hun ikke sagde noget, fortsatte Brönsvig: “Det burde give os rigeligt tid til at spørge rundt, inden byen falder til ro.” Grimdina nikkede.

“Så!” udbrød Aramil pludseligt. Marskens tomme landskab gav genlyd i flere sekunder. “Så er vi klar,” sagde han, “min dame-ork og herre-dværg: Amfibieballaden!” Elveren sprang på benene, så det lange lændeklæde kun lige akkurat kunne følge med. I hænderne bar han et langt træhylster med de syv flasker, som nu stemmede. Han trampede rytmisk i den fugtige jord.

“En, to, og-en-to-tre ...”

Meget kunne man sige om Aramil, men han forstod at underholde. Her stod han, afklædt fra bæltet og op, med syv flasker stinkende dynd, midt om natten i en mørk mose. Alligevel gik der ikke mange sekunder, før både den praktiske dværg og den alvorlige halvork fornøjede klappede med på den farligt hurtige melodi. Lændeklædet blafrede livligt i takt med elverens hoftestød, og han afbrød kun lejlighedsvist flaskespillet for at synge “det er amfibieballaden!”

Fremførelsen afsluttedes med en lang, lys tone, og Aramil der sejrende skød begge hænder i vejret, så flaskerne faldt til jorden, og landede harmløst på det bløde underlag. Hans imponerede og let overraskede publikum gav en gavmild klapsalve, mens han selv hev selvtilfreds efter vejret.

Ophavsretten til Aramil, Brönsvig og Grimdina tilfalder ikke mig, men deres skabere.

Oprindeligt skrevet den 7. februar 2024.

Puto banede sig vej gennem mængden af nysgerrige tilskuere, og mærkede Daris faste greb strække stoffet i ryggen af hans kjortel. De fem børn bevægede sig som en slange gennem den tætte skov af ben og hofter, og Puto var slangens hoved.

Slangehovedet Puto var på jagt, men ikke efter mus eller frøer, men en god plads. Krigeren Tati var allerede redet inden for bymuren, så Puto vidste tiden var knap, hvis de skulle nå at se ham, inden han krydsede borgvolden og forsvandt ud af syne.

Børnene var til Putos store frustration ikke de eneste, som havde fået samme ide, og menneskemængden var nu så tæt, at Puto måtte lægge alle sine kræfter i for at klemme sig mellem hver række af tilskuere. Stoffet stramte ham tæt over brystet, og han forestillede sig sin mors skuffelse, hvis han igen kom hjem med sit tøj revet itu.

Han skubbede tanken fra sig. Der var vigtigere ting at tænke på nu. Som for eksempel hvordan de skulle komme forbi to meget robuste mænd, som stod skulder mod skulder med ryggen til, og skuede ud mod hovedgaden, hvor byvagternes lange spyd strakte sig mod himlen over folkemængden. Der var ikke langt nu.

Puto stoppede op for at overveje sine valgmuligheder, og mærkede øjeblikkeligt Dari blive afskåret fra sig. De kunne ikke stå stille for længe ad gangen, før de ville blive trukket i alle retninger af den kaotiske flok. Puto drejede af mod højre, og trak stædigt Dari med sig. Han mærkede en søm give efter i venstre side af kjortlen, og stønnede irriteret, men fortsatte resolut, da Dari fulgte efter.

En åbning viste sig i mængden, og Puto gispede ved synet af den stenbelagte vej. Han sprang hurtigt frem i det hastigt lukkende hul, og maste sig igennem. Den pludselige mangel på mennesker omkring ham, kombineret med Dari, som masede sig ud efter ham, gav ham overbalance, og tvang ham på knæ i støvet.

Dari ramte ham i ryggen, og han måtte tage fra med hænderne. Da Dari ramtes i ryggen af sin søster Camby, væltede han også, og tog fra mod Putos skuldre. Snart lå fire børn med al deres vægt på ryggen af Puto, som bukkede til siden for at kaste dem af sig.

Der lå de så og ømmede sig, indtil en vagt nærmede sig og gennede dem tilbage mod menneskemængden. Dari tog sin søster i hånden, og skærmede hende mod vagten, mens de alle skubbede sig op ad muren af folk, som de lige var kravlet ud af.

Puto blev revet tilbage til øjeblikket af lyden af hove mod de flade sten, og spejdede spændt mod byporten. En kortege i tre kolonner af nøddebrune heste med spydbærende ryttere i vagternes grønne tunikaer bevægede sig langsomt imod ham kun få meter væk.

Daris hånd på hans arm fortalte ham, at han havde taget et instinktivt skridt fremad, og han trådte tøvende tilbage, fortsat stirrende på de storslåede ryttere. På højre side af hver hest hang et stort, aflangt skjold i grønt malet træ, og på venstre side bar hver rytter et sværd.

Række efter række af ryttere passerede børnene, og hver række imponerede Puto mere og mere, efterhånden som han sugede flere og flere detaljer til sig. Han havde aldrig set så komplicerede sadler, hjelme som dækkede ikke blot toppen af hovedet, men også siderne, og rustninger af overlappende skæl af metal.

Et blåt skær i havet af brunt, grønt og blankt metal fangede Putos opmærksomhed. En hjelm af et mere rødligt metal glimtede blankt i solens bagende stråler. Dari hviskede, at det var guld. En købmand havde vist ham det året før i en lang kæde omkring hans hals, og sagt, at det var meget værdifuldt.

Krigeren kendt som Tati overgik alle Putos forventninger. Hans skjold var ikke blot malet i samme blå farve som hans tunika, men var også udsmykket med maleriet af en stejlende hvid hest. Han bar ikke ét, men to sværd på sin venstre side. Mens den mægtige kriger nærmede sig børnene, bemærkede Puto, at menneskemængden var blevet stille. Helt stille. Han vovede ikke at fravriste blikket fra krigeren, i frygt for, at han skulle forsvinde mens han kiggede væk.

Måbende stirrede børnene på manden, som red alene nogle meter foran og bagved de tre kolonner af grønklædt kavaleri. Puto begyndte at bevæge sig med ved siden af optoget, for at se lidt mere. Han ønskede ikke at stoppe med at se på krigeren. Hans kjortel strammede endnu engang, men denne gang gjorde han ikke modstand, da han så en spydbærende vagt stirre olmt på sig ud ad øjenkrogen.

Puto vendte sig om mod Dari, som stirrede på ham med åben mund. Sådan stod de i et sekund, indtil begge deres ansigter lyste op i storslåede smil. De begyndte begge at dele deres observationer med hinanden. Det gik op for Puto, at han ikke havde sagt noget under hele optoget, og sluserne åbnede sig nu på vidt gab. Dari havde bemærket en gylden tråd i kanten af Tatis tunika, og Puto ærgrede sig med det samme over, at han ikke havde været mere opmærksom på tøjet.

Oprindeligt skrevet den 6. februar 2024.